Bibliotek

Biblioteket kulturværftet

Biblioteket Kulturværftet vinder fornem, ny pris for Årets Bogsamling 2016

Bibliotek Af: Biblioteket 9. Feb 2017 0 kommentarer
Biblioteket Kulturværftet modtager Danske Skønlitterære Forfatteres nyindstiftede pris på 50.000 kr. til køb af bøger.

Helsingørborgere har indstillet Kulturværftet

Landet over har alle borgere kunne indstille deres bibliotek til prisen, der gives for den bedste bogsamling. Juryen bag den endelige udvælgelse af årets bogsamling bestod af forfatter og formand for Danske skønlitterære Forfattere Jan Thielke, litteraturformidler på Gentofte Hovedbibliotek Christine Fur Fischer samt litteraturredaktør på dagbladet Politiken Jes Stein Pedersen.

'Solid og stor fysisk bogsamling'

”Biblioteket Kulturværftet ved Helsingør havn, er et moderne bibliotek med en imponerende solid og stor fysisk bogsamling, hvor ikke bare aktualitet, men også alsidighed og kvalitet er selvfølgelige pejlemærker. Tidens bestsellere og udfordrende ny og ældre kvalitetslitteratur står side om side på de mange hyldemetre. Samlingen har imponerende dybde og bredde – og matcher de store ambitioner i den Kulturhavn, det så smukt ligger i.” Det er juryens begrundelse for valget af Biblioteket Kulturværftet. Biblioteket Kulturværftet modtager 50.000 kr. til at købe endnu flere bøger for.

En pris på 15.000 går til Rønne Bibliotek og endelig går tredjeprisen på 10.000 kr. til Åby Bibliotek i Aarhus.
 

Tilføj kommentar