Foto: Lene Pels
Foto: Lene Pels. Sidste år lancerede Klas Östergren (tv.), Vigdis Hjorth og Merete Pryds Helle deres fortolkninger af Henrik Ibsens værker på Danmarks største festival om nordisk litteratur.

NORD er aflyst

09.09.20
Stigende smittetryk i hovedstadsområdet betyder, at NORD-festivalen bliver aflyst. Med den seneste udvikling er det ikke forsvarligt at gennemføre, siger bibliotekschef Søren Mørk Petersen.

I næste weekend var der for femte gang inviteret til nordisk litteraturfestival på Kulturværftet. Dog anderledes i år med en lang række restriktioner, men desværre bliver NORD ― Nordisk Litteraturfestival nu ikke til noget. Det har Helsingør Kommunes Biblioteker, der står bag festivalen, besluttet.

"40 procent af vores gæster kommer fra hovedstadsområdet, så den seneste uges udvikling har været bekymrende. Vi har i månedsvis arbejdet med at kunne sikre en tryg afholdelse af festivalen. Det mener vi ikke, at vi kan nu med den seneste udvikling. Vi vurderer desværre, at det ikke er forsvarligt at afholde NORD i år,” siger bibliotekschef Søren Mørk Petersen. NORD havde håbet på at kunne åbne dørene til den første store begivenhed i litteraturens verden siden nedlukningen.

”På festivalen skulle publikum have mødt en lang række forfattere, hvis litteratur virkelig sætter aftryk, litteratur, der ofte er kendetegnet ved, at den ryster os og vender op og ned på vores verden. Vi må konstatere, at det er virkelighedens verden, der nu har overhalet os indenom og vendt op og ned på alting. Det er frygteligt tungt, at forfattere, kunstnere og publikum alligevel ikke får lejlighed til at mødes,” siger festivalleder Gro Frank Rasmussen.

For yderligere kommentarer kan bibliotekschef Søren Mørk Petersen kontaktes på smp65@helsbib.dk / 61 71 44 07.