Jeppe Bangsgaard Foto: Asger Mortensen
Foto: Asger Mortensen

Forfattere lukker os ind i deres skriveværksteder

28.07.20
På NORD 2020 lanceres bogen ’Værksteder – at skrive i lys og mørke’. I bogen har Jeppe Bangsgaard interviewet kendte nordiske forfattere, der inviterer os inden for i deres fysiske og mentale skriverum. Her svarer Bangsgaard på spørgsmål om bogen.

På årets festival udkommer en ny bog om det sted, hvor ordene bliver skabt. Kulturjournalist og tidligere litteraturredaktør på Berlingske Tidende Jeppe Bangsgaard har sammen med fotograf Asger Mortensen besøgt en række nordiske forfattere, og interviewet dem om deres skrivepraksis. Det er blevet til bogen ’Værksteder - at skrive i lys og mørke’, der udgives i forbindelse med NORD – Nordisk Litteraturfestival den 18.-19. september. Udvalgte fotografier fra bogen udstilles samtidig på Kulturværftet under og efter festivalen.

Vi har stillet forfatter Jeppe Bangsgaard en række spørgsmål om tilblivelsen af bogen. 

Hvad er bogen udsprunget af?

For syv år siden besøgte Asger Mortensen, bogens fotograf, og jeg første gang Per Petterson i hans norske skrivehytte. I udgangspunktet for at lave et avisinterview, men det stod hurtigt klart for os, at der var langt mere at hente her, så meget der fortjente at blive foldet ud på en helt anden måde, end det er muligt i en avis. Jeg tror, jeg havde 30 fyldte A4-ark med udskriften af vores samtale, som jeg ikke fik plads til. Vi begyndte derfor at fantasere om, hvor vidunderligt det ville være at skrive en hel bog om, hvordan forfattere arbejder. Det er nu blevet til Værksteder. Når der er gået så mange år, skyldes det blandt andet, at der kom nogle børn i vejen. Da vi endelig fik taget hul på projektet, var der ingen tvivl om, hvor vi skulle begynde: Vi pakkede bilen og kørte op til Per Petterson.    

Hvordan udvalgte du forfatterne?

Der er otte forfattere med, fem kvinder og tre mænd. Jeg har valgt forfattere, som jeg selv sætter højt, men som også indtager en markant position i den nordiske litteratur. De har alle modtaget prestigiøse priser, mange af dem Nordisk Råds litteraturpris. På den måde giver samtalerne tilsammen også et billede af den toneangivende nordiske litteratur i dag. 

Hvad overraskede dig undervejs?

Det er slående, hvor forskelligt forfattere arbejder. Det ser man tydeligt i bogen. Nogle begynder på første side og skriver sig frem sætning for sætning uden at vide, hvad der skal ske, det gælder Per Petterson, men også islandske Jón Kalman Stefánsson, andre har inden de går i gang med at skrive udarbejdet udførlige plotboards og ved, hvor bogen skal slutte. Sådan gør svenske Lina Wolff og til dels islandske Au∂ur Ava Ólafsdóttir og finlandssvenske Kjell Westö. Også rent praktisk arbejder forfatterne meget forskelligt. Man kunne tro, at alle i dag arbejder på computer fra start til slut, men fx Jón Kalman Stefánsson begynder i hånden med en særligt udvalgt blyant.     

Hvad har været det mest spændende for dig i møderne med forfatterne?

Det har været utroligt berigende at kunne gå i dybden i samtalerne, at kunne gå langt ind i skabelsesprocessen og forsøge at se, hvad forfatterne ser, når deres bøger bliver til. Og så bagefter have rammen til at give forfatternes stemme plads. 

Det har også været inspirerende at arbejde sammen med Asger Mortensen og gøre billedsiden til en væsentlig del af fortællingen. Tekst og billeder spiller med og mod hinanden, og billederne er både konkrete og suggestive og pirrer på den måde også fantasien. Asger har et særligt blik og har fået noget frem i forfatterne, jeg aldrig tidligere har set i fotografier af dem. Asger og jeg er venner og har været det, siden vi var helt unge, så det har også været berigende med projektet her at give venskabet en ny dimension.   

Hvad betyder det for dig, at din bog bliver en del af årets NORD-festival? 

Det er jeg enormt glad for. Værksteder er i sin kerne et nordisk projekt og passer på den måde perfekt ind på NORD. Og at kunne udvide rammen og gøre Værksteder til mere end en bog ved også at sætte flere af bogens forfattere sammen og interviewe dem på scenen til NORD giver bare så god mening. Ligesom det gør at udstille nogle af billederne på Kulturværftet i forbindelse med festivalen. Og så er Kulturværftet mit bibliotek, jeg bor i Snekkersten og bruger flittigt biblioteket, alene og med mine tre børn. Det er altid en oplevelse at være der, og det er et bibliotek, der gør mig stolt af Helsingør. 

Hør mere om bogen på NORD 2020

”Værksteder - at skrive i lys og mørke” af Jeppe Bangsgaard og med billeder af Asger Mortensen udkommer på forlaget Grønningen 1 den 18. september. I bogen medvirker Per Petterson, Sofi Oksanen, Auður Ava Ólafsdóttir, Kjell Westö, Naja Marie Aidt, Lina Wolff, Helle Helle og Jón Kalman Stefánsson.

På NORD – Nordisk Litteraturfestival 2020 kan du om lørdagen den 19. september møde Jeppe Bangsgaard i samtale med Naja Marie Aidt, Lina Wolff, Helle Helle og Kjell Westö, hvor de med udgangspunkt i bogen fortæller om det mentale og fysiske skriverum, og giver os indblik i de rutiner, ritualer, overspringshandlinger - alt det, der gør det muligt at skrive en roman.