Lokal forfatter Stine Askov med sin nye roman, 'Katalog over katastrofer'
Stine Askov

Stine Askov skriver ny bog inspireret af barndommen i Ålsgårde

31.07.20
Det er svært at være barn med en far, der synes, man skal kunne klare alt og være klædt på til en hvilken som helst katastrofe. Sådan har Helle det, hovedpersonen i Stine Askovs nye roman ”Katalog over katastrofer”.

Hendes far, Bengt, er sygeligt optaget af at gøre Helle klar til at modstå ikke bare en eventuel overfaldsmand, men også 80’ernes overhængende katastrofer som atomtruslen fra Barsebäck, den kolde krigs trussel om atomkrig, miljøkatastrofer osv. Men hvordan klarer hun sine egne nære problemer? Hvordan går det den lille pige, når hun bliver teenager og kvinde?

Med en baggrund som pædagog med tyve års erfaring og en barndom, hvor der blev krævet meget af hende har Stine Askov to vigtige forudsætninger for at kunne forstå og beskrive, hvad der rører sig i et barn som Helle. I et interview i dagbladet Politiken fortæller Stine Askov, at hendes forældre lærte hende alt om, hvordan man kunne klare sig selv i naturen. Som 10-årig lærte hun at fiske, at rense fisken selv, at slagte høns, at lappe sin egen cykel osv. Der var ingen curlingforældre – og det er Stine Askov i virkeligheden glad for. ”Mange forældre tænker først og fremmest på at holde deres børn glade”, siger hun. ”Men hvis man skal have en livsduelighed og kunne håndtere sig selv i vanskelige situationer, er man nødt til at få lov og have plads til at have det svært.”

Læs Stine Askovs nye roman, 'Katalog over katastrofer', og læs mere om forfatteren på Lokal Forfatterweb.
 

Materialer