
Pædagogen Henrik Warburg udgiver bog om begrebet friluftsliv
I bogen slår han til lyd for, at friluftslivet udspringer af samisk kultur, og titlen på bogen er da også: ’Friluftsliv udspringer af samisk urfolkskundskab – uden fortid har friluftsliv ingen fremtid.’
Læs og hør en anmeldelse af bogen på Svensk Radio - her.
Henrik Warburg er uddannet pædagog fra Ballerup-seminariet med profilering i idræt og friluftsliv. Det har medført en praktikperiode på Bewerley Park Centre for Outdoor Education i North Yorkshire i England samt 2 x 5 måneders fordybelse i den finske tradition for Outdoor Adventure Education, der har sit udspring i den angelsaksiske pædagogiske tradition Outward Bound.
Henrik har også fordybet sig i friluftslivets ophav i Sverige med en toårig vejlederuddannelse i det naturlige friluftsliv med studiebesøg på både Fjeldlederuddannelsen i Storuman og på søsamisk arkæologisk projekt i Kværnangen i Nordnorge. Desuden har Henrik undervist studerende på Humanistisk Polyteknik i Tornio. Han har yderligere tre mastermoduler i friluftsliv fra Københavns Universitet og er et aktivt bestyrelsesmedlem i den svenske sameforening Samer i Syd.
Uddrag af bogen
Knud Rasmussen beskrev sin kamp imod de rene naturkræfter i fuld frihed. Naturkræfter, der afspejler sig i samernes urfolkskundskab, og som udfolder sig i deres naturvisdom, kundskaber og færdigheder; kulturform.
Datidens æstetikere indførte begrebet ‘sublim’ for denne skrækfyldte blanding af tiltrækning og skønhedsoplevelse. Fjeldene kunne bjergtage den danske læser og fylde ham eller hende med uforklarligt begær og i et tankespind sætte sig selv ind i polarforskernes kamp mod elementerne. I dette dagdrømmeri opleves det store rum, friheden og vidderne på fjeldet, og således bliver drømmeren grebet af det sublime. Paradokset er, at man efterfølgende har et stadigt uforklarligt begær efter at vende tilbage til denne fantaseren, enten i kamp eller i pagt med naturen. Et begær, der aldrig sluttede for Knud Rasmussen.