Kronborg i kunsten

24.06.20
Forfatterparret Karina Søby Madsen og Søren Gulmann, der bor i Helsingør, har skrevet en ny bog om Kronborg.

Den handler om slottets rolle i dansk kunsthistorie - en vinkel på Kronborg, som ikke har været undersøgt før, selv om slottet nok er det mest malede motiv. Via nedslag i 65 værker, der dækker hele slottets levetid og mange forskellige kunstretninger, føres læseren på en fornøjelig og lærerig tur gennem Kronborgs, Helsingørs, Danmarks og kunstens spændende historie.

Det er ikke overraskende, at Kronborg er et yndet motiv hos talrige kunstnere, herunder nogen af de bedste. Som bygningsværk er det i sig selv enestående – og beliggenheden er fantastisk. Som fæstning har det været involveret i flere af landets mange konflikter med navnlig Sverige og Storbritannien. Derudover har Kronborg spillet en central rolle i den internationale handelshistorie med sin flerhundredårige håndhævelse af Sundtolden, afgiften på den meget travle Østersøhandel. Sidst, men ikke mindst, er slottet kulisse for verdenslitteraturens nok mest berømte skuespil, Shakespeares Hamlet.

Flotte illustrationer

Bogen er rigt illustreret. Der gengives værker af både fremtrædende udenlandske og danske kunstnere som Hendrick Vroom, Nicholas Pocock, J.C. Dahl, Jens Juel, C.W. Eckersberg, Marcus Larson, Peder Balke, J.T. Lundbye og Vilhelm Hammershøi. Der er også givet plads til det mere usædvanlige og mindre velkendte, som f.eks. en perlemorsakvarel fra et Fabergéæg, skydeskiver fra Helsingørs kongelig priviligerede Skydeselskab og excentrikeren Richard Winthers papkasse-malerier af Hamlet og Ofelia.

Du kan låne bogen på biblioteket.

Læs mere om Karina Søby Madsen og Søren Gulmann på Lokal Forfatterweb.