
Stærke digte om følgerne af krig og undertrykkelse
”Der findes øjeblikke i livet, hvor noget åbenbarer sig for én. Når det sker for mig, er det ikke så meget i selve handlingen med et andet menneske eller i naturoplevelsen, som det er i eftertanken af det overvældende i oplevelsen.”
Sådan fortæller Kristian Hother Sørensen om baggrunden for sin nye digtsamling, ’Livsegnet’.
Kristian Hother Sørensen har som tidligere vicegeneraldirektør i Dansk Røde Kors og senere generalsekretær for Red Barnet samt i humanitære missioner for FN og EU oplevet sindsoprivende ting i verdens brændpunkter.
Det kommer klart til udtryk i bogen, der er et personligt vidnesbyrd om tankevækkende møder med fysisk eller mentalt nødlidende mennesker. Mennesker, der er i gang med en traumatisk forsoningsproces i et af verdens glemte hjørner. Mennesker, der har fået udfordret deres tilknytningsforhold i livet og har måttet finde en ny bestemmelse for deres sind og livsgerning, hvis ikke de inden betalte den dyreste pris.

I digtene ligger en fortolkning af en frembragt ondskab, som viser, at den har sin rod i andre dybere sammenhænge og har haft skæbnesvangre konsekvenser. Men digtsamlingen fortæller også om spontan gæstfrihed og hjælpsomhed i mørket, når mennesker mødes.
Dr. Phil. Thyge Svenstrup kalder bogen: ”En lavmælt og skarpt sanset digtsamling, der yder den alvorlige tematik retfærdighed.”
’Livsegnet’ er udkommet på Forlaget Skovbunden i foråret 2021, og er også udgivet som e-bog og lydbog.