Ny stemningsfuld roman af Christine Tjalve

01.02.21
Den lokale forfatter, Christine Tjalve, der bor i nærheden af Tikøb, er aktuel med romanen ’Fugleflugt’.

Bogen handler om sorg og ensomhed, og hvad der skal til for at man føler sig hjemme i verden. Den handler om vores behov for fællesskab og samhørigheden med naturen – emner som i høj grad er vedkommende i denne coronatid.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger.

Hun trænger til substans. Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv.

Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro.

’Fugleflugt’, der udkom i oktober 2020 med coverillustration af Gitte Skov, har fået fine anmeldelser.

Anmeldelse fra Litteratursiden.dk

"Kender I det der med, at man ind imellem læser en roman, som på besynderlig vis bliver hængende i kroppen på én?(...)Sådan har jeg det med ’fugleflugt’ (...) som med tiden er blevet ensbetydende med en stemning, jeg af og til vender tilbage til. Og det skal forstås som en stor kompliment.(...)

Naturen og vejrforholdene på marsken er i høj grad med til at skabe den stemning, jeg omtalte indledningsvis. Kombineret med den dvælende tone og det smukke billedrige sprog Christine Tjalve benytter, når hun folder historien om Thea og hendes fortid ud, bliver det samlet set en enormt besnærende læseoplevelse." 

Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden her - linket åbner i et nyt vindue.

Materialer