Gertrud Tinning
Gertrud Tinning

Ny roman fra Gertrud Tinning

28.09.22
’En uretfærdig tid’ fortsætter

For tre år siden fik vi første del af Gertrud Tinnings store historiske serie om kvinders hårde betingelser på arbejdsmarkedet i slutningen af 1800-tallet. Bogen hedder ’En uretfærdig tid’ og handler bl.a. om den unge kvinde, Anna, der arbejdede på Rubens Klædefabrik på Frederiksberg i 1885-86. I Tinnings nye roman ’Dagmars svære valg’ rykker vi godt 25 år frem i tiden, og vi følger nu en af Annas veninder, Dagmar. I et arrangement på biblioteket har Gertrud Tinning fortalt, at hun skriver sine romaner for at gøre læserne – og gerne unge – mere bevidste om, hvor meget det har kostet faglige, danske kvinder og mænd at opnå rimelige arbejdsforhold for alle, og hvor stor en rolle fagbevægelsen har haft i den udvikling. 

’Dagmars svære valg’

I den nye roman møder vi Dagmar i København i 1913. Dagmar bor med sin mand Otto på Vesterbro og arbejder på Carlsberg. Hun har altid ønsket sig et barn; det er bare aldrig kommet, og nu drømmer Otto mest om at åbne sin egen slagterbutik. Men da Dagmar en tidlig morgen finder et nyfødt barn lagt forsigtigt i en skraldespand i hendes baggård, ser hun sit snit til endelig at få det, hun længes efter. Men kan Dagmar forsvare at tage barnet til sig, når hun ikke ved, hvis det er? 

Dagmar får brug for hjælp fra sin kloge og snarrådige veninde, Anna, for det er sin sag at skjule et nyfødt barn på Vesterbro i 1913, hvor nabokonerne er nysgerrige, og politiet gør alt for at opretholde lov og orden. Anna er skolelærerinde og aktiv i den stærke bevægelse, der kæmper bravt for kvinders stemmeret og endelig synes at være tæt på målet. 

’Dagmars svære valg’ er en medrivende fortælling om to stærke kvinder, der kæmper for hver sin drøm: drømmen om et barn og drømmen at få lov til at være med til at træffe vigtige politiske beslutninger og indføre stemmeret for kvinder. 

Læs mere om Gertrud Tinning på Lokal Forfatterweb.
 

Materialer