
Leg dig klogere med Kronborg
Bogen hedder ’Kronborgfortællinger for børn og barnlige sjæle’, og den rummer et væld af sjove lege, bloddryppende historier, underholdende aktiviteter og lærerige, små finurligheder.
Ifølge bagsiden er bogen en slags Grønspættebog, der skal lokke børn og forældre til slottet for at lege sig igennem Kronborgs 600 års historie. Undervejs bliver de ved at bruge sanserne klogere på konger, dronninger, slaver, pirater, håndværkere og soldater. Bogen kan bruges som skattekort og legekammerat.
Er din interesse vakt, så inviterer Anja Klemp Vilgaard og forlaget Get Ajour til weekendbrunch for børn og forældre på Kadetten den 26. september mellem kl. 10 og 13. Den går under overskriften ’Leg dig klogere på Kronborg’ og kommer til at bestå af højtlæsninger, dejlig mad og masser af sjove aktiviteter for børn og barnlige sjæle.
Forfatteren Anja Klemp Vilgaard kan også opleves på Lokal Bogdag den 20/11 2021, når hun taler med Jeppe Bangsgaard om hendes meget roste ’Kronborg bag facaden – skæbnefortællinger fortalt fra gulvet i danmarkshistorien’. Læs mere og hent billetter til Lokal Bogdag her.
Læs mere om ’Kronborg bag facaden – skæbnefortællinger fortalt fra gulvet i danmarkshistorien’ her.