Anna Eckhoff. Foto: Peter Nørby
Anna Eckhoff. Foto: Peter Nørby

Fra sommerhuset i Hornbæk til verdens brændpunkter

24.03.21
Med bogen ’Sporskifte - et liv i verdens brændpunkter’ tager Anna Eckhoff ”et tiltrængt opgør med aldersdiskrimination” skriver Mette Fugl i Ældre Sagens medlemsblad fra december 2020.

Anna Eckhoff (f. 1946) er tidligere IT-projektleder, men skiftede for 15 år siden karriere til regnskabsmedarbejder i internationale organisationer. I dag bor Anna Eckhoff i Allerød, men har i de sidste 25 år haft fast forankring i sommerhuset i Hornbæk.

Anna Eckhoffs bog handler om, hvordan hun som 56 årig enke med seks børn skiftede den trygge tilværelse i Danmark ud med et liv i verdens farligste lande. Hun arbejdede blandt andet i Irak, Sudan, Palæstina, Afghanistan, Tunesien og Libyen i perioden 2003 til 2018. Både i Afghanistan og Irak oplevede hun følgerne af den amerikanske invasion og tilbagetrækning.

For 10 år siden startede det arabiske forår, hvor man forsøgte at vælte diktatorer i mange lande i Mellemøsten. Anna Eckhoff fortæller i bogen også om, hvordan hun oplevede følgerne af det arabiske forår i Tunesien, Libyen og Syrien. 

Den spændende biografi kan naturligvis lånes på biblioteket. Den findes også som e-bog eller som netlydbog, begge udgaver kan nås via eReolen.dk.
 

Materialer