Anne Cathrine Bomann. Foto: Simon Klein Knudsen
Anne Cathrine Bomann. Foto: Simon Klein Knudsen

Anne Cathrine Bomann høster stor anerkendelse i udlandet

19.04.22
Anne Cathrine Bomann, der har tilbragt en stor del af sin barndom/ungdom i Espergærde, har i de seneste år fået rigtig god vind i sejlene som forfatter. Hun er uddannet psykolog og bor i København.

Hendes roman, ’Agathe’, der udkom i 2017 på forlaget Brændpunkt uden at vække den store opmærksomhed, er siden blevet oversat til mange forskellige sprog og har fået rosende ord fra store internationale medier som The Herald, The Sun og Le Monde. ’Agathe’ og Anne Cathrine Bomann fortsætter deres sejrsgang i verden – romanen er indtil nu solgt til 28 lande.

’Agathe’ får ny chance i Danmark

’Agathe’ er en lille roman om nogle af de helt store temaer i tilværelsen: ensomhed, kærlighed og den meningsløshed, der kan ramme én, når man ikke for alvor er engageret i sit eget liv.

Efter fem år har Anne Cathrine Bomann fået rettighederne til den danske udgave tilbage, og nu bliver den genudgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen har fået nyt omslag plus et lille efterskrift om dens udlandseventyr og er netop blevet anmeldt til 5 stjerner i Jyllands-Posten – den første anmeldelse i en avis her i Danmark. Anmelderen, Henriette Bacher Lind, kalder romanen for "et lille pragtstykke af universel karakter", og mener, at "denne roman fortjener al den opmærksomhed, den kan få".

Kan sorg være en sygdom?

Anne Cathrine Bomann er også superaktuel med sin nye roman ’Blå toner’. Den tager udgangspunkt i en sorgdiagnose (forlænget sorglidelse), som er blevet vedtaget af WHO, og nu er ved at blive implementeret rundt om i verden, bl.a. her i Danmark. Det betyder, at man nu kan blive diagnosticeret med en psykisk lidelse, hvis ens sorg er for langvarig og for kompliceret, og det har der været en del debat om i USA. Altså spørgsmålet om at sygeliggøre sorgen, som jo i udgangspunktet er helt normal og et meget menneskeligt, eksistentielt vilkår ved tilværelsen. 

Anne Cathrine Bomann forudser, at der vil blive stor debat om emnet også her i landet. Især hvis der, ligesom det sker i hendes roman, på et tidspunkt bliver opfundet en pille til behandling af sorg – hvilket der allerede arbejdes på rundt omkring i diverse laboratorier. ’Blå toner’ er foreløbig solgt til udgivelse i syv lande, bl.a. Tyskland, Holland, Frankrig, Canada, USA.

Læs mere om Anne Cathrine Bomann på Lokal Forfatterweb.
 

Materialer