NORD 2019

Tore Skeie

Af: Biblioteket 26. Jul 2019 0 kommentarer
Tore Skeie er en af Norges mest toneangivende og velskrivende historikere netop nu. Han levendegør en tid, som i disse år er mere populær end nogen anden historisk periode: Vikingernes.

Tore Skeie er anerkendt for at løfte historieskrivningen op på et nyt litterært niveau. I sine værker om Nordens tidlige historie forener han tidens gang med øjeblikkets skarphed. Skeie skriver om virkelighedens nordiske magtkampe, intriger, alliancer, vold, plyndrende vikinger, grådighed, så tv-serier som ’Games of Thrones’ og ’Vikings’ fremstår som blodfattige kopier.   

Undergang og overgang

I sin seneste bog ’Olav den Hellige – Vikingekongernes tid’ tegner Skeie et billede af Norden i begyndelsen af 1000-tallet. En turbulent periode, præget af magtkampe om territorier omkring Nordsøen mens kristendommen langsomt spreder sig, og en ny samfundsorden vinder frem.

Skeie skildrer de krigslistige danerkonger Harald Blåtand, Svend Tveskæg og ikke mindst den stridslystne og brutale Knud den stores centrale magtpositioner. De vil erobre land. De vil erobre guld og sølv og rigdomme, så de kan ekspanderer deres hære, og blikket falder på det anglesaksiske kongerige. Her regerer en ung og ambitiøs konge, Æthelred. Han får kam til sit hår: Hans regeringsperiode bliver udfordret af gentagende angreb og plyndringer af danerne og modstand fra opportunistiske engelske stormænd. Mellem Æthelred og særligt Knud den store står den norske vikingekonge Olav Haraldsson.

En gådefuld skikkelse

Olav Haraldsson – som senere bliver kendt som Olav den Hellige –  er en definerende skikkelse i Norges historie. Han er en velklædt og veltalende voldsmand, ambitiøs og kompetent leder, frygtet og respekteret. Sine loyale mænd belønnede han med guld, fjenderne blev gjort til ådsel for ravnene, lyder det om ham i skjaldedigtningen. Men han bliver også en flygtning i sit eget rige.

I ’Olav den Hellige – Vikingekongernes tid’ løfter Tore Skeie den historiske skikkelse frem. En skikkelse, der har stået i skyggen af den mytologiserede legende, som eftertiden har gjort ham til. 

’Olav den Hellige – Vikingekongernes tid’ er et nuanceret og vibrerende portræt af nogle af tidens mest fascinerende personer. Det er en beretning om magtkampe, der kæmpes langt ud over Nordens traditionelt geografiske afgrænsninger og løftes ind i et større europæisk kontekst. En levende skildring af en svunden tid.

Pressen skrev:

“Den sande historie er som Ringenes Herre, bare bedre. (…) For Tore Skeie er en fremragende forfatter, han er som en essens av Peder Englund og sir Walter Scott. (…) Sikke en pragtfuld fortælling det er!”
- Dagbladet

”Det er bare å holde sig fast: det er næsten som at læse i en vindtunnel. Her er en kraft i stoffet som trækker læseren væk fra samtiden og tilbage i århundrederne i en velskrevet og fascinerende tekst.”
- VG

”En fremragende formidler af vores middelalderhistorie (...) mesterlig gjort.
- Stavanger Aftenblad 

TORE SKEIE (NO) (f. 1977) er historiker, forfatter og kritiker ved det norske dagblad Klassekampen. Hans debutbog om adelsmanden Alv Erlingsson kaldte den norske forfatter Dag Solstad for ’lysende skrivekunst’. I 2012 (da. 2014) udkom ’Jomfruen fra Norge’, som blev nomineret til kritikerprisen. Da ’Olav den Hellige’ (2018, da. 2020) udkom, ville kritikerrosen ingen ende tage. Bogen er første bind i et ambitiøst vikinge- og middelalderværk om tidens kongeskikkelser, som er planlagt til udgivelse i perioden 2018-2025.

’Olav den Hellige’ har indbragt Tore Skeie stor anerkendelse og mange læsere. For bogen er han blevet tildelt den mest prestigetunge, norske historikerpris, Sverre Steen-prisen, som tildeles for fremragende formidling af historie på højt fagligt niveau. Skeie har desuden modtaget det største kulturstipendium, som det er muligt at få i Norge, 10 års støtte fra Statens Kunstnerstipend.

”Jeg er middelalderhistoriker og lever af at studere og finde ud af ting, som fandt sted for tusind år siden. Alligevel må jeg med jævne mellemrum minde mig selv om noget, som på sin vis er helt selvfølgeligt, men ikke desto mindre en grundliggende vigtig erkendelse: nemlig at menneskene, som de gamle skjaldekvad og kongesagaer fortæller om, en gang var levende mennesker af kød og blod. At de levede i den samme virkelighed, som vi lever i, at deres verden var vores verden, i al sin kompleksitet, med alle sine nuancer. At de var her, som vi er.”
- Tore Skeie

Tore Skeie på NORD

Mød Tore Skeie på NORD til en samtale om, hvordan Norden så ud i begyndelsen af 100-tallet, og hvorfor denne tid er så fascinerende. Interviewer: Tore Leifer.

På NORD taler Tore Skeie desuden med filolog og oversætter af 'Den poetiske Edda', Rolf Stavnem (DK) og med forfatteren Thorvald Steen (NO) om Snorre Sturlason og eddadigtningen, om historieskrivning som skønlitteratur og sagprosa og om, hvordan man gør det historiske stof nærværende og levende. 'Nordens første klassikere – At holde liv i historien'.

Foto: Paw Wegner Gissel

 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: