nORD 2017

Sissal Kampmann

Af: Biblioteket 24. Jul 2017 0 kommentarer
Mød Sissal Kampmann, som har positioneret sig som en af færøsk lyriks nye, stærke stemmer.

”I søndagslandsmorgenen
vågner jeg
til ophidset himmel
oprørt hav
måger i frit fald
den korteste dag.”
- Citat fra "Søndagsland".

Kampmann gæster nORD med det melankolske og nøgterne digtværk "Søndagsland" ("Sunnundagsland"), som hun er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 for.

I søndagslandet er et digterjeg ved at forfalde. Usentimentalt konstaterer hun, at hun er blevet transformeret til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen i stedet for at digte om Den Store Natur. Om De Store Følelser. Hun ønsker at brænde, at længes. Men hverdag og vasketøj kommer i vejen. I løbet af 54 lyriske tekster banker den eksistentielle krise på digterjegets hus et sted i bygden Vestmanna. Hun er hjemme, men føler sig fremmed. Digterjeg'et befinder sig i et isoleret, ensomt rum. Men indimellem dukker der søndagslandsbørn og tirsdagsbørn op, og i løbet af digtsuiten synes sprækker af sollys alligevel at trænge igennem.

"Søndagsland" er et smukt og alvorsfuldt værk om ensomhed, ydre og indre skrøbelighed og om at finde et kompas, en retning. 

Sissal Kampmann (f.1974) er opvokset i den lille bygd Vestmanna på Færøerne, hvor handlingen i "Søndagsland" netop udspiller sig. Efter at have tilbragt 24 år i København og i Tórshavn, flytter Kampmann tilbage til Vestmanna en tid, og det ophold kommer til at udgøre rammen for digtsamlingen. Sissal Kampmann er cand.mag, i nordisk litteratur. Hun debuterede i 2011 med digtsamlingen "Ravnar á ljódleysum flogi – yrkingar úr uppgongdini" (”Ravne flyver lydløst – digte fra opgangen”), som hun fik Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik for. Med "Søndagsland" udkommer hun for første gang på dansk.

Sissal Kampmann gæster nORD 2017

nORD 2017 er støttet af:

Statens kunstfond logo

 

Tilføj kommentar