NORD - Nordisk Litteraturfestival 2019
Fredag d. 13. og lørdag d. 14. september på Kulturværftet, Helsingør

Sami Said

Af: Biblioteket 8. Jul 2019 0 kommentarer
Når Sami Said (S) skriver, foregår det med pen og løsrevne papirark. Der opstår en scene, en situation, en karakter, og langsomt, lidt efter lidt, vokser fantasien, fæstner sig, og det hele former sig til en roman

Sami Said har sproget på sin side, og hans fantasiverden har vist sig at stå stærkt.

”Man kan gøre som jeg: man kan finde på”

For sin kun tredje roman 'Människan är den vackraste staden' (2018) er han nomineret til både Nordisk Råds litteraturpris 2019 og Augustprisen, og i maj blev han tildelt Aftonbladets litteraturpris.

”For mig handler det at skrive om at skabe sig en egen verden, med bedre eventyr, bedre venner.”
- Sami Said

’Människan är den vackraste staden’ er en migranthistorie om den papirløse San Francisco fra Afrikas Horn, der er havnet i en nordskandinavisk landsby. Han er blevet smidt ud af sin lejlighed, har ikke noget hjem, ikke nogen familie, ingen penge. Så hvilken vej skal han gå? Han går mod sine venner og bekendte: reklameuddeleren Manni, Richard, Hussein, som tror at mænd i kostymer er efter ham, Isol, som bærer rundt på et våben i sin taske, Madam med det forfaldne palads og Yei, som han har mistet, men genfinder.  San Franciscos vej går også modpengeoverføringsstedet Western Union og en ø i Atlanten. 

’Människan är den vackraste staden’ er blevet hyldet for at være sørgmodig, drømmeagtig, morsom, brutalt frembrusende; en picaresk roman med en hovedkarakter, der minder om en moderne Candide, skrevet i en musikalsk prosa.

”Det er en glæde at læse ham. Romanen har et fortættet sprog at sætte bo i, som jeg som læser vil flytte permanent ind i. Næsten hver sætning bærer på en livsvisdom og ordlegende humor, og sproget bevæger sig fra poesi, til drama og over til action.”
- Sydsvenskan

SAMI SAID (S) (f. 1979 i Keren, Eritrea) debuterede i 2012 med romanen ’Väldigt sällan fin’ - en skildring af en studerendes forsøg på at finde sin egen plads mellem en eritreisk families forventninger og en svensk omverden. Debuten blev efterfulgt af romanen ’Monomani’ (2013); i foråret udkom børnebogen ’Æde græs’, med illustrationer af Sven Nordqvist. ’Människan är den vackraste staden’ har positioneret Said som en af Sveriges mest interessante, nyere litterære stemmer.

 
Foto: Annika af Klercker
 
 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: