NORD 2019

Rasmus Nikolajsen

Af: Biblioteket 23. Aug 2019 0 kommentarer
Naturmøde. Hvordan kan man skrive om naturen? Den danske digter Rasmus Nikolajsen søger harmonien og ser samtidig disharmonien. Mød ham på NORD til en samtale om forholdet mellem klima og litteratur.

Han er både eksperimenterende og systemisk. Forgængelighed, natur, skønhed og forbindelsesmønstre karakteriserer hans digtning. I 2016 modtog han Kritikerprisen for digtsamlingen ’Tilbage til Unaturen’, som er skrevet i naturen, om naturen.

Da Rasmus Nikolajsen modtog Kritikerprisen, sagde juryen bl.a.: ”Han spørger i forlængelse af Per Højholt, om mennesket er nabo til eller del af naturen. Han spørger, i ikke ukritisk fortsættelse af Inger Christensen, om det virkelig kan være hele sandheden om os, at mennesket er ”universets tåbe”, ”naturens sidste selvoptagne spring”. (…) Og han spørger, i lighed med Theis Ørntoft og en række andre nordiske årtusindskiftepoeter, hvor det uberørte mon kan findes, her i ’antropocæn’, hvor menneskene har kultiveret naturen og indlandsisen smelter med rekordhast og livet i havene trues.”

I 2018 udkom efterårslangdigtet ”hvad skal vi med al den skønhed?” der, ligesom forgængeren, i en legende og let tone og via et stramt system, hvor hver side indeholder nøjagtig lige mange verslinjer og stavelser, reflekterer over forholdet mellem naturen, sproget og mennesket.

Om ’hvad skal vi med al den skønhed? skrev pressen:

”Den er fuld af ord, jeg gerne vil kunne huske altid, og egentlig skal man bare skynde sig at få fingre i bogen og sætte sig ud i efteråret og læse den i en park eller på en mark, i hvert fald i nærheden af nogle træer, der er ved at skifte farve og tabe bladene.”
- Information

”Nikolajsens nye digt er godt, fordi det bruger løs af de metaforer, det selv tvivler på. Fordi det er spændt af skønhed og alligevel spørger hvad skal vi med al den skønhed.” 
- Politiken

”Rasmus Nikolajsens "Hvad skal vi med al den skønhed" er et skønt tindrende, vemodigt og klassisk-flabet efterårslangdigt.”
- Jyllands-Posten

RASMUS NIKOLAJSEN (DK) (f. 1977). Den danske digter debuterede i 2000 med samlingen ’digte om lidt’. Siden har han udgivet flere digtsamlinger, en lyrisk rejseroman, en sportskrimi og en samling fortællinger. For digtsamlingen ’Socialdemokratisk digt’ blev han nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. ’Tilbage til Unaturen’ blev tildelt Kritikerprisen i 2016. Senest har han udgivet ’hvad skal vi med al den skønhed?’ (2018). 

Rasmus Nikolajsen på NORD

Mød Rasmus Nikolajsen i samtale med C.Y. Frostholm (DK) og lektor Erik Skyum-Nielsen om forholdet mellem Klima og litteratur

Foto: Anne Mie Dreves

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: