nORD - Nordisk Litteraturfestival 2018
Fredag d. 14. og lørdag d. 15. september

Om nORD

Af: Biblioteket 9. Mar 2018 0 kommentarer
nORD er en festival, der sigter efter at synliggøre den nordiske mangfoldighed og det nordiske slægtskab gennem et fokus på litteraturen.

To dage med samtaler, interviews, oplæsninger og performances med de fremmeste nordiske forfattere. Festivalen finder sted den 3. weekend - fredag og lørdag - i september. I 2018 er det d. 14. og d. 15. september.

Festivalen fandt sted for første gang i 2016 og havde bl.a. besøg af forfatterne Carsten Jensen (DK), Mette Moestrup (DK), Hanne Højgaard Viemose (DK), Jens Smærup Sørensen (DK), Helga Flatland (N), Katja Kettu (FI), Maria Navarro Skaranger (N) og Ebba Witt-Brattström (SE), kunstneren HuskMitNavn og musikeren Katinka.

Se hele programmet for nORD 2016 her.

I 2017 havde vi bl.a. besøg af forfatterne Hallgrímur Helgason (IS), Christina Hagen (DK), Morten Ramsland (DK), Kirsten Hammann (DK), Linda Boström Knausgård (SE), Vigdis Hjorth (N), Cia Rinne (SE/FI), Kjell Westö (FI), Lisa Aisato (N), Rasmus Bregnhøi (DK). Der var også en Hyldest til Henrik Pontoppidan - der foregik som en samtale mellem Michael FalchIben Mondrup og Katrine Marie Guldager (DK). En fantasktisk "Tove Ditlevsen Tribute" - koncert med Who Killed Bambi + Pernille Rosendahl (DK) med en introduktion v. Vigdis Hjorth. Man kunne også møde de nominerede til Nordisk Råds litteraturpriser 2017, der var: Laura Lindstedt (FI), Sissal Kampmann (FO), Henrik Nor-Hansen (N), Vigdis Hjorth (N), Christina Hesselholdt (DK), Rasmus Bregnhøi (DK) og Annette Herzog (DK).

Se hele programmet for nORD 2017 her.

Nordiske naboer

Om festivalen siger litteraturkonsulent og festivalleder Gro Frank Rasmussen: 'Med vores beliggenhed på kanten af Øresund, kun få km fra vores nordiske naboland Sverige, oplever vi en daglig dialog med vores nordiske naboer, og det er derfor helt naturligt for os at sætte fokus netop på den nordiske litteratur'.

Nordisk slægtskab

Gro Frank Rasmussen peger også på, at der findes et særligt nordisk slægtskab. - 'Noget af det, der især karakteriserer de nordiske lande, er, at vi er højt udviklede velfærdsstater, der vægter værdier som social lighed, tryghed og ligestilling højt. Og så har vi som noget helt enestående en nabosprogsforståelse – man regner med at mere end tre fjerdedele af den nordiske befolkning kan tale deres modersmål og faktisk regne med at blive forstået. Men Norden rummer selvfølgelig ikke kun ligheder, og på nORD forsøger vi ikke at skrue litteraturen ned i et nordisk korset, og indsnævre eller udligne de modsætninger, den nordiske litteratur rummer, men netop at give plads til mangfoldigheden og nuancerigdommen,‘

’nORD er med til at understøtte litteraturens sociale omverdensvendthed. Og så er den med til at understrege, at den nordiske litteratur i den grad er i live. At den kan være fræk, modig, eksperimenterende, dyb og fortælleivrig,’ udtaler Gro Frank Rasmussen.

nORD 2018 er støttet af:

Clara Lachmanns Stiftelse
Nordisk kulturkontakt

 

Tilføj kommentar