nORD 2018

Mathilde Walter Clark

Af: Biblioteket 3. Sep 2018 0 kommentarer
Mød Mathilde Walter Clark i en samtale med den norske kritiker og forfatter til bogen ’Imot døden’ Bernhard Ellefsen og den danske forfatter Christel Wiinblad, når de samtaler om døden og sorgen i litteraturen.

Mathilde Walther Clark (DK) (f. 1970). Debuterede i 2004 med romanen ’Thorsten Madsens ego’. Hun har siden udgivet en række skønlitterære bøger og markeret sig som essayist. Flere af hendes noveller og essays er publiceret i internationale tidsskrifter som The Literary Review og Los Angeles Review of Books.

Clark er vokset op i Danmark med sin danske mor og har tilbragt somrene hos sin amerikanske far i USA. Hun er netop nu aktuel med den selvbiografiske roman ’Lone Star’ om en dansk ung kvinde og hendes amerikanske far, som hun er bange for at miste. En roman om at generobre fortiden ved at skrive sig ind på den og forsøge at gøre afstanden mindre. At krydse Atlanterhavet, sprogbarrierer og krydse veje med en stedmor af mytologiske dimensioner. Og en roman om tiden –  der nådesløst går.

”Samme nat vågner jeg med hjertebanken. Jeg har en fornemmelse af at nogen har sat en fod på mit bryst. Det er ikke min egen dødsangst jeg er vågnet op til, ikke en erkendelse af at jeg snart selv skal dø, at jeg er den næste i rækken eller noget af alt det jeg har hørt folk tale om i lignende situationer.
Jeg har kun én eneste tanke i mit hoved. Min far kan dø.”
- Citat: Mathilde Walter Clark, ’Lone Star’

På nORD vil Mathilde Walther Clark samtale med Bernhard Ellefsen (NO) og Christel Wiinblad (DK) , som begge netop har skrevet sig rundt om og ind i sorgen og har givet sprog til det at miste. Samtalen modereres af litteraturredaktør på Information, Peter Nielsen. Det foregår lørdag kl. 13.00-13.50 på Dækket, 2. sal. Læs mere her.

Foto: Les Kaner

Tilføj kommentar