nORD 2018

Leonora Christina Skov

Af: Biblioteket 6. Jul 2018 0 kommentarer
Med den autofiktive roman ’Den, der lever stille’ river Leonora Christina Skov plasteret af historien om den mangel på kærlighed og accept, hun som barn og ung oplevede fra sine forældre.

”En måned efter, at Annette og jeg var flyttet sammen, skrev min mor i en mail, at hun havde fået konstateret brystkræft, og at det var min skyld, fordi kræft var en psykisk betinget lidelse, som hun havde pådraget sig på grund af mig.”

Pigen Christina vokser op i et klassisk parcelhuskvarter i Helsinge. Rundt om køkkenbordet sidder forældrene og har stærke meninger om andre mennesker –  og om Christina. ”Hver aften spiste vi aftensmad klokken 17, og det endte tit med, at min mor sad og græd, mens min far vendte ansigtet væk, fordi han ikke kunne tåle at se hende græde, men til gengæld gav mig skylden.

Sådan voksede jeg op med følelsen af, at det var min skyld, at min mor var ked af det." Det fortalte Leonora Christina Skov til Information tidligere på året. Og sådan skriver Skov det frem i romanen. Først og fremmest er det vigtigt, at hun opfører sig almindeligt.

Men hvordan gør man det, når man har lyst til at male sine læber knaldrøde og kysse med andre piger? Hvis bare hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, håber hun, at de kan elske hende. Men så flytter hun til København, møder selvsikre kvinder med skarpe holdninger og genopfinder sig selv som den dramatiske, feministiske, stærke femme fatale og forfatter. Og bliver kæreste med en kvindelig præst …

’Den der lever stille’ er et opgør med en familie, der rynker af næsen af det, der ligger ud over parcelhusnormaliteten. Det er en roman om at hige efter kærlighed, om skam og fortvivlelse. Om at forsøge at forstå sine nærmeste og om at genopfinde sig selv.

"Vidunderlig"
★★★★★★ Jyllands-Posten


"Godt fortalt og mærket af en afgørende og gribende nødvendighed"
Information


"En stærk fortælling ... en vigtig historie"
★★★★★★ Kristeligt Dagblad


Leonora Christina Skov (DK) f. 1976, dansk forfatter, debattør og litteraturkritiker ved Weekendavisen. Skov debuterede med romanen ’Rygsvømmeren’ i 2003 og har siden skrevet en række bøger. Forfatterskabet er oversat til tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk. Romanen ’Den, der lever stille’ udkom tidligere på året og er blevet Skovs helt store publikumsgennembrud.

Foto: Sofie Amalie Klougart 

Tilføj kommentar