Island – frihedstrang og selvstændighed
Lørdag d. 15. september kl. 14.00 - 14.50, Store Scene

Island – frihedstrang og selvstændighed

Af: Biblioteket 8. Sep 2018 0 kommentarer
nORD markerer 100-året for den islandske selvstændighed og suverænitet og inviterer indenfor til et brag af et arrangement med forfattere og musikere fra Island.

Hvordan har de historiske bånd påvirket den islandske litteratur, som bliver skrevet i dag? Hvordan forholder islandske forfattere sig til frihedstrang og selvstændigheds- og frigørelsestanken i deres forfatterskaber? Det er emnet for en samtale mellem to af Islands markante forfattere, Einar Már Gudmundsson (IS) og Andri Snær Magnason (IS). Samtalen modereres af lektor og litteraturkritiker og oversætter fra islandsk til dansk, Erik Skyum-Nielsen (DK).

Arrangementet afsluttes af den islandske hip hop-gruppe Reykjavíkurdætur. Gruppen, der består af 8 kvinder, laver eksplosiv stærk og intens musik. Den er ikke for sarte sjæle, men bærer revolten og frihedstrangen i sig.

Se filmen om Islands suverænitet 1918-2018

 

Einar Mar Gudmundsson

Einar Mar Gudmundsson (IS) (f. 1954) er en af de mest kendte nulevende islandske forfatter. Han debuterede i 1980 som lyriker og har siden mere end tyve bøger på sin samvittighed, både digtsamlinger, børnebøger, noveller, romaner og essay-samlinger, bl.a om Island efter finanskrisen.

I 1995 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for romanen ’Universets engle’. Han har også modtaget Det Svenske Akademis Nordiske Pris. Gudmundsson er bl.a. kendt for sin præcise humor, på at indskrive magiske, fabulerende elementer i sit realistiske univers, sit skarpe samfundsblik og sin evne til at skildre den islandske historie og det islandske folk.

Andri Snær Magnason

Andri Snær Magnason (IS) (f. 1973). Den islandske forfatter er ikke bange for at blande sig i debatten om nationen Island.

Med bogen ’Drømmeland – selvhjælpsbog til en ængstelig nation’, som også er også filmatiseret, slår han til lyd for ikke at spille hasard med et af Islands mest skattede reserver, naturen, og ikke mindst opfordrer han islændingene til at stå på egne ben. 

Magnasons bøger er udgivet i mere end 35 lande. For sin seneste roman ’Tidskisten’, som også er udkommet på dansk, modtog han Den Islandske Litteraturpris. I 2016 stillede han op til det islandske præsidentvalg. 

Reykjavíkurdætur

Reykjavíkurdætur (IS) er en kvindelig islandsk hiphop-gruppe med base i Reykjavik. De er anerkendt for deres dynamiske lyrik og eksplosivt energiske sceneoptræden. De har sat et væsentligt aftryk på den islandske musikscene, siden de første gang gik på scenen i 2013.  De har spillet på festivaler som Roskilde Festival, By:Larm i Oslo, Fib i Spanien og Trans Musicales i Frankrig.

Med deres musik sparker de effektivt til konventioner og forstokkede ideer om bl.a. køn, og insisterer på kvinders ret til at indtage verden på deres egne præmisser. Frigørelse og selvbestemmelse er centrale omdrejningspunkter i Reykjavíkurdæturs kunstneriske univers.

Hiphop-kollektivet er en af de mest spændende repræsentanter for den islandske kulturscene netop nu.

Tilføj kommentar