nORD 2018

Inger Christensens 'Alfabet'- nyt musikalsk værk af Hannah Schneider

Af: Biblioteket 18. Aug 2018 0 kommentarer
nORD hylder Inger Christensen med et lydværk over digtsamlingen ’Alfabet’ skabt særligt til festivalen af musiker og komponist Hannah Schneider fra den elektroniske popduo Ayowa.

”Jeg synes altid det har været fantastisk vigtigt for de digtere jeg selv har lært at læse, at musikken i sproget har fået dem til at sige noget som de ellers ikke ville kunne have sagt. ”
Citat: Inger Christensen  

Inger Christensens lyrik er præget af en dyb musikalitet og er båret af en stor form- og sprogbeherskelse. Et af hendes hovedværker, digtsamlingen ’Alfabet’ fra 1981 er ingen undtagelse.

”Abrikostræerne findes/Abrikostræerne findes”

I ’Alfabet’ følger digtenes begyndelsesbogstaver alfabetet. Men at skrive sådan, krævede at Christensen kunne finde en måde at arrangere det på, et system, som det havde mening for digteren at undersøge. Det blev til Fibonaccis talrække, hvor versene i strofer ordnes efter talrækken 1, 2, 3, 5, 8, 13 osv., hvor hvert ciffer er lig summen af de to foregående.

Christensen er kendt som systemdigter. Og som i resten af hendes lyriske forfatterskab bliver digtene i ’Alfabet’ altså til gennem et system. Men i stedet for at lukke sig iltfattigt omkring digtene giver systemet Inger Christensen en frihed til at skrive hvad som helst, fra de mindste til de største ting, der findes i verden. Systemet kunne sætte digteren fri.

Inger Christensens digte i ’Alfabet’ kendetegnes bl.a. ved at vise de ting, der overhovedet findes i verden. Mennesket, naturen. Abrikostræerne, bregnerne, cikaderne, duerne, efteråret findes, ja, verden er til. Hendes digtning er en undersøgelse af forholdet mellem sproget og verden. At betragte et ord og derved betragte verden.

Det kan være en svimlende bevægelse at læse Christensens digte, fordi de kan lade en se verden på en helt ny, overrumplende måde.

På nORD taler musikken med lyrikken, når Hannah Schneider uropfører et værk inspireret af ’Alfabet’. Sproget bliver til i en musikalsk bevægelse, når Schneider går på scenen med fire musikere, rapperen Babak Vakili m.fl.  Et værk, der introducerer og åbner ’Alfabet’ op for både Christensen-kenderen og den Christensen-nysgerrige. 

Hannah Schneider: Sang, synths og elektronik
​Nicolaj Kornerup : Piano, elektronik
Kirstine Schneider: Violin
Live Johansson: Cello
Anna Rømer: Guitar

Oplæsning og ord:

Søren Ulrik Thomsen
Marie Bach Hansen
Babak Vakili

Indspillet oplæsning af:
 
Asta Fredsted Schneider
Morten Søgaard Andersen
Lis Zeuthen
 
Inger Christensen ( fra DR’s arkiver)
 

I foråret 2018 udkom værket ’Verden ønsker at se sig selv’ – et gennemarbejdet udvalg af Christensens personlige arkiv fra Det Kongelige Bibliotek, redigeret af den svenske digter og oversætter Marie Silkeberg. Silkeberg vil introducere Inger Christensens værk på nORD.

Inger Christensen (DK) (1935-2009). Fik aldrig den Nobelpris i litteratur som mange mener hendes lysende værk ellers kunne have fortjent.

Inger Christensen skrev både dramatik og romaner, men er mest kendt for sin samtidsbevidste, visionære, stilistisk formfuldendte og sanselige lyrik, som hun blev internationalt kendt for.

 

Tilføj kommentar