nORD 2018

Hyldest til forfatteren Ingmar Bergman

Af: Biblioteket 15. Aug 2018 0 kommentarer
Han er kendt som en af det 20. århundredes største filminstruktører, og han blev gennem hele livet ved med at forsværge, at han skrev litteratur. Men få har skrevet så enestående om ikke at kunne skrive, som Ingmar Bergman.

Forfatteren Ingmar Bergman:

”Selv har jeg aldrig haft nogen ambitioner som forfatter. Jeg vil ikke skrive romaner, noveller, essays, biografier eller artikler om forskellige emner. Jeg vil ikke engang skrive skuespil, jeg vil skabe film (…) jeg er filmskaber, ikke forfatter.”

Han er kendt som en af det 20. århundredes største filminstruktører, og han blev gennem hele livet ved med at forsværge, at han skrev litteratur. Men få har skrevet så enestående om ikke at kunne skrive som Ingmar Bergman.

Bergman skrev. Hele tiden. Så meget, at det næsten kan virke, som om han var besat af det. Ud over det officielle forfatterskab – hvilket i sig selv tæller omkring 60 filmmanuskripter, ca. 12 skuespil, selvbiografier, romaner, prosastykker og godt 100 artikler – skrev han tusindvis af breve og førte dagbog. Bergman havde med andre ord et stærkt forhold til skriften.

nORD sætter fokus på Bergman som forfatter og tester bl.a. hans påstand om, at han ikke kunne skrive.

Forfatterne Dorthe Nors (DK) og Agneta Pleijel (S) samtaler med administrerende direktør for Stiftelsen Ingmar Bergman og forfatter til bogen ’Författaren Ingmar Bergman’, Jan Holmberg (S), om Bergmans litterære produktion og om, hvordan Bergman har fungeret som inspirationskilde i kunstnernes egne værker. Skuespilleren Thomas W. Gabrielsson (S) vil give krop og sprog til Ingmar Bergmans forfatterskab, når han læser op til Bergman-arrangementet.

”Jeg tør godt sige, at om 100 år vil hans film måske ikke længere have et publikum, sådan som stumfilmene ikke længere har et naturligt publikum, men hans manuskripter og hans tekster vil leve. Han var en stor forfatter på linje med Strindberg og Ibsen.”
- Citat: Håkan Bravinger, svensk forfatter og forlægger

”Vi vil gerne vise det, som ikke så mange andre viser, nemlig at han var en stor forfatter og inspirationskilde for mange andre forfattere. Ingmar Bergman forsvor gennem hele livet, at han skrev litteratur. Men få har skrevet så enestående om ikke at kunne skrive som ham.”

Det fortæller Gro Frank Rasmussen, leder af nORD – Nordisk Litteraturfestival.

I 2018 markeres Ingmar Bergmans 100-års jubilæum med en lang række begivenheder verden over.

Ingmar Bergman

Ingmar Bergman (S) (1918-2017). Betragtes som en af Sveriges største kunstnere på linje med August Strindberg. Film- og skuespilinstruktøren, dramatikeren og forfatteren blev kendt verden over, blandt andet for filmene ’Det syvende segl’, ’Ved vejs ende’ og selvbiografien ’Laterna Magica’.

Bergman kunne være stærkt kolerisk og til tider diabolsk, men også præget af angst og tilbagevendende mavesår. Tynd som en ridse i et negativ kastede han sig med kraftfuld, uforfærdet energi over det kunstneriske arbejde. Et arbejde, der i høj grad bærer præg af selvbiografiske referencer og kredser om temaer som dysfunktionelle familier, fallerede kunstnere, seksualitet og dødsangst.

Jan Holmberg

Jan Holmberg (S) f. 1970. Administrerende direktør for Stiftelsen Ingmar Bergman siden 2010. Han er uddannet i filmvidenskab. Forfatter til bogen ’Författeren Ingmar Bergman’.

Dorthe Nors

Dorthe Nors (DK) f. 1970. Cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Århus Universitet. Hun debuterede i 2001 med kærlighedsromanen ’Soul’ og har siden udgivet flere romaner og novellesamlinger. Hun er aktuel med novellesamlingen ’Kort over Canada’. Hun fik sit store amerikanske – og siden internationale – gennembrud i 2013, efter hun som den første danske forfatter nogensinde, fik trykt en novelle i det prestigefyldte amerikanske tidsskrift ’The New Yorker’. Hendes bøger er i dag solgt til udgivelse i flere end 17 lande. Hun blev i 2017, ligeledes som den første danske forfatter, finalist til The Man Booker International Prize.

Mød også Dorthe Nors på nORD lørdag d. 15. september kl. 11.00-11.50, Store Scene.

Agneta Pleijel

Agneta Pleijel (S) f. 1640. Forfatter. Hun var kulturredaktør på Aftonbladet 1975-1979 og 1992-1996 professor ved Dramatiska Instituttet i Stockholm. Hun debuterede som dramatiker i 1969 og har siden også skrevet lyrik, romaner og litteraturkritik.

Hendes store gennembrud kom med romanen ’Jag efter vind’ i 1987. Hun har baseret flere af sine bøger mere eller mindre løseligt på sin egen og sin slægts historie.

Som danske Suzanne Brøgger kredser Pleijel i flere af sine bøger om kvindens udfoldelsesmuligheder i forhold til mænd. Det ser man også i romanen ’Doften av en man’, som hun er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2018 for. Romanen har flere selvbiografiske træk og skildrer en ung kvinde på vej ud i voksenlivet og hendes seksuelle og karrieremæssige frigørelsestrang. 

Mød også Agneta Pleijel på nORD som nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2018. Lørdag d. 15. september kl. kl 17.00-17.50, Store Scene. Læs mere her.

 

Foto: Bengt Wanselius

Tilføj kommentar