NORD - Nordisk Litteraturfestival 2019
Fredag d. 13. og lørdag d. 14. september på Kulturværftet, Helsingør

Ditte Hansen

Af: Biblioteket 12. Jul 2019 0 kommentarer
Ditte Hansen kender som skuespiller filmbranchen indefra. I den prisvindende tv-serie og film af samme navn ’Ditte og Louise’ sætter hun fokus på kvindens vilkår i en mandsdomineret branche.

Mød hende på NORD til en samtale om sproget, der former os, om kvinder og kunstnerisk skabertrang.

Hun har sammen med Louise Meritz skrevet den satiriske serie ’Ditte og Louise’, som de selv spiller hovedrollerne i. Serien handler om de to veninder og deres bestræbelser på at brænde igennem i en nådesløs skuespillerbranche, hvor jobbene ikke hænger på træerne, især ikke hvis man er en kvinde over 40 år.

I 2018 kom spillefilmen ’Ditte og Louise’, der fortsætter i samme spor som serien. De to skuespillerveninder har fortsat svært ved at få arbejde, og på et tidspunkt udbryder Ditte: ”Hvad fanden skal man gøre for at blive set i denne her lortebranche?”. Svaret bliver at klæde sig ud som en mand, og begynde at gå til mande-castings. Fupnummeret lykkes, og Ditte eller Ditlev, som hun nu kalder sig, får en rolle i en vikingefilm, og bliver inviteret indenfor i den mandsdominerede branche. Som en af Ditlevs mandlige skuespillerkollegaer siger: ”Når man først er kommet ind i den klub, så kommer man ikke ud igen.”

Filmen er en tåkrummende morsom kønssatire, der sætter fokus på en sexistisk og mandsdomineret skuespilbranche. Båder serien og filmen har fået meget ros for måden, kvinder fremstilles på.

’Ditte og Louise’ er ikke bange for at vise, at kvinder kan være liderlige, svedende, oppustede eller bare helt normalt identitetsusikre, sådan som, nå ja, mennesker nu er. Ingen er fuldkomne, som en anden udklædningskomedie hed på dansk. Det er dog lige før, at filmen om ’Ditte og Louise’ er det.”
- Jyllands-Posten

”Filmen er nøjagtig så pinlig, fræk og sjov, som man kunne håbe på. Den sagte ristning af den danske filmmands knækpølse er en skøn blanding af tilbagebetaling og jobansøgning.”
- Politiken

”Hvor skal vi starte? Kvinder er hele tiden et køn. I lige meget hvad vi gør, forholder folk sig til, at vi er kvinder, så allerede der skiller vi os ud fra noget, der er normen. Man skal overbevise folk om, at man kan være noget andet end kvinde først.”
- Ditte Hansen

På NORD taler Ditte Hansen med professor Birgitte Possing (DK) og forfatter og sprogforsker Helene Uri (NO).

Ditte Hansen (DK) (f. 1970) er skuespiller. Hun er uddannet på Den Danske Scenekunstskole i Odense i 1996 og har siden medvirket i en lang række danske spillefilm og tv-serier.

 
 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: