nORD 2017

Cecilie Eken

Af: Biblioteket 28. Jun 2017 0 kommentarer
Cecilie Eken (f. 1970) er en alsidig forfatter med et stort forfatterskab bag sig.

Cecilie Eken debuterede i 1993 med romanen "Troldmandens søn", der stadig opfattes som et væsentligt værk i forfatterskabet. Sidenhen har Eken skrevet billedbøger som f.eks "Mørkebarnet", serier som "Max Vero" og "Det levende Sværd" samt en række ungdomsbøger. Senest er Eken udkommet med bogen "V", som er et rimet digt om en pige, der mister sin far, og som forsøger at finde ham i en drømmelignende eventyrnat sammen med drengen V. 

Forfatterpris i 2007
Cecilie Eken har modtaget flere priser bl.a. Kulturministeriets Forfatterpris i 2007 for billedbogen "Mørkebarnet". Billedbogen er noget så usædvanligt, som en poetisk børnegyser skrevet som sonetkrans. "Mørkebarnet" handler om to piger; en lys og en mørk. Den mørke pige er sur og tvær, hende vil forældrene ikke vide af, derfor må hun leve en kummerlig tilværelse ude i det fri. Den lyse pige er sød og mild, og forældrenes yndling. Hun har et dejligt værelse og får masser af kærlighed.

Den lyse og den mørke side
Eken viser at alle mennesker, også børn, har to sider, en lys og en mørk, og at forældre skal anerkende begge sider i barnet. Dette budskab serveres i et poetisk sprog, ledsaget af Malene Reynolds Laugesens smukke og dramatiske illustrationer. 

"Der bor to piger i en dejlig have
hvor solen skinner ned fra himlens blå
et sted hvor der er tusind ting at lave
og næsten ingenting man ikke må.

Her er en gynge og en rutschebane
et legehus og guldfisk i en sø
et klatretræ og otte høns med hane
en kat og en kanin der spiser hø.

Nu tror du nok at pigerne er glade
og plukker klokkeblomst og ærenpris
mens roser springer ud blandt grønne blade.

Tro om igen - for sorgen har besat
en krog af det der ligner paradis:
Den ene leger ensomt og forladt."
- Citat fra "Mørkebarnet"

Mød Cecilie Eken på Børnescenen 2017
Cecilie Eken gæster nORD med "Mørkebarnet". På scenen får hun selskab af skoleelever fra Helsingør Kommune, idet "Mørkebarnet" i år er udvalgt som det værk, der læses højt fra på gader og stræder i Helsingør Kommune på FN´s internationale læsedag d. 8. september. 

"Forfatteren formår at få poesi og levende fortælling til at smelte sammen, og det er mange steder helt enkelt smukt. Skulle sonetkransens form afskrække nogen i al dens matematiske utilnærmelighed, er det kun at læse fortællingen højt. Så danser sproget afsted, og hårene rejser sig på armene"
- Citat: Karen Lise Søndergaard, Jyllandsposten

"Cecilie Eken, en af de bedste danske rim-poeter for børn"
Cital: Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende


nORD 2017 er støttet af:
Statens Kunstfond

Tilføj kommentar

Materialer: