NORD - Nordisk Litteraturfestival 2019
Fredag d. 13. og lørdag d. 14. september på Kulturværftet, Helsingør

Birgitte Possing

Af: Biblioteket 12. Jul 2019 0 kommentarer
Mød Birgitte Possing (DK) på NORD i samtale med sprogforsker Helene Uri (NO) og skuespiller Ditte Hansen (DK) om sproget, der former os, om kvinder og kunstnerisk skabertrang.

Kvinder er sludre-pludrende og sænker det faglige niveau, sådan ’feminist-fnidder-agtige’ og egentlig kønskodet til at gå hjemme med børnene – er de ikke? Mød Birgitte Possing, som i sin bog ’Argumenter imod kvinder’ dokumenterer, at argumenterne bygger mere på fordomme end på viden.

I sin seneste bog ’Argumenter imod kvinder’ fremlægger hun den modstand, som kvinder har mødt og stadig møder i deres professionelle stræben fra demokratiets indførsel til i dag. Bogen er fuld af citater fra politikere, skuespillere, forfattere, erhvervsfolk o.a., og Possing analyserer skarpsindigt og sagligt de mange udsagn, der skiftevis forarger, underholder og vækker genkendelse hos læseren.

”Det, jeg kan se, er, at vejen til ligestilling er brolagt med ’Argumenter imod kvinder’. De får at vide, at de gør det forkerte, selv om de har talent, stamina og de højeste uddannelser. Det tager åbenbart mere end 170 år at opfatte kvinder som individer på linje med mænd.”
- Birgitte Possing

På NORD taler Birgitte Possing med forfatter og sprogforsker Helene Uri (NO) og skuespiller Ditte Hansen (DK) om sproget, der former os, om kvinder og kunstnerisk skabertrang.

Birgitte Possing (DK) (f. 1952) er professor emerita i historie og antropologi. Hun har blandt andet forsket i køn og i kunsten at skrive biografier, og har skrevet bøger om Henrik Ibsen, Natalie Zahle, Iben Koch og Clara Zetkin. Hun er i global sammenhæng højt anerkendt for sin forskning om køn, biografi og historie og har udgivet flere værker på dansk, engelsk, spansk og finsk.
 
 
Foto: Morten Holtum
 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: