Patti Smith

11.06.20
Den amerikanske forfatter og rocksanger Patti Smith gæster til sommer Heartlandfestivallen, og det markerer Biblioteket Kulturværftet med to dages arrangementer.

af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Forældre fra arbejderklassen

Patti Smith blev født i 1946 som Patricia Lee Smith i Chicago i USA. Hendes forældre var begge fra arbejderklassen, hendes mor var tidligere jazzsanger og var med til at skabe en tidlig interesse for musik. I 1967 flyttede Patti Smith til New York, hvor hun mødte fotografen Robert Mapplethorpe, som hun havde et intenst romantisk, men kort forhold til. Dette forhold er udgangspunktet for Smiths bog ”Just Kids” fra 2010. 

Performancekunstner og gadepoet

Patti Smith er i de følgende år involveret i forskellige kunstneriske sammenhænge, hun bor bl.a. en periode i Paris hvor hun optræder som performancekunstner og gadepoet. Hun stifter bekendtskab med den kendte beatforfatter William S. Burroughs og mange andre af tidens kulturpersonligheder. I 1974 danner hun sit eget band Patti Smith Group med guitaristen Lenny Kaye, bassisten Ivan Kral, trommeslageren Jay Dee Daugherty og pianisten Richard Sohl. De får hurtigt opmærksomhed med deres koncerter og første single ”Hey Joe/Piss Factory”. Dette skaffer dem en pladekontrakt med Arista Records og pladen ”Horses” fra 1975. Hermed er grundlaget lagt for en lang karriere og en plads i Rock and Roll Hall of Fame
 

Yndlingsbøger

Fra hun var helt ung var Patti Smith en læsehest. Se hendes 40 yndlingsbøger fra den australiske webside om musik og ungdomskultur.
 

Horses

Den første plade med Patti Smith. Den er produceret af den garvede musiker og producer John Cale, der på det tidspunkt er mest kendt for sin tid i avantgarderock-bandet Velvet Underground. 
Det er en kompromisløs plade, der har dybe rødder i poesien, som man kender den fra Arthur Rimbaud, Allen Ginsberg, William S. Burroughs og rockpoeter som Lou Reed og Bob Dylan. Musikalsk er det velspillede rocknumre. Det er blevet kaldt punkmusik, men med nutidens ører minder det mest om en blanding af Rolling Stones, Velvet Underground og Jimi Hendrix. Det er ikke en plade der indeholder decideret hits – men alt er fremragende på den, især numre som Gloria, Free Money og Land er værd at bide mærke i. 


Radio Ethiopia

Gruppens anden plade udgivet i 1976. En stærk opfølger til Horses. Den er produceret af Jack Douglas, der også har produceret for John Lennon og Yoko Ono. Pladen er lavet i et forsøg på at ramme bredere rent kommercielt, men fik på udgivelsestidspunktet ret dårlige anmeldelser. Den indeholder nogle af Smiths mest ekstreme sange, især titelnummeret, det ti minutter lange støjrock nummer ”Radio Ethiopia”. Ellers kan sangene ”Pissing in the River”, ”Ain’t it Strange” og ”Ask the Angels” varmt anbefales.

Wave

Patti Smith Groups fjerde plade. Den blev udgivet i 1979 og produceret af Todd Rundgren. Det er en af Smiths mest radiovenlige plader og den indeholder nogle af de smukkeste Patti Smith numre så som: ” Frederick”, ” Dancing Barefoot", ”Hymn” og "Broken Flag".

Banga

Er Patti Smiths ellevte plade fra 2012. Den er ambitiøs og baseret på Smiths personlige observationer og drømme. Den er produceret af Smith selv med hjælp fra Tony Shanahan, som har spillet med Patti Smith fast i mange år.  Der er et hav af kendte musikere med på pladen. De to gamle samarbejdspartnere Lenny Kaye og Jay Dee Daugherty, men også guitarkoryfæet Tom Verlaine, der er kendt fra 70'er bandet Television. Det er, hvad man kan kalde en klassisk Patti Smith-plade, den er intelligent, velspillet, kraftfuld og poetisk. Især numrene ”April Fool”, ”Banga”, ”Mosaic” og et cover af Neal Youngs ”After the Gold Rush" stikker ud. Banga fik rigtigt gode anmeldelser ved sin udgivelse. 
 

Denne artikel var Månedens Musik, april 2018

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher

Tags