Lytte

Hver måned anbefaler musikbibliotekaren nyindkøbt musik.

Musik i oktober – historien om Roxy Music

Lytte Af: Biblioteket 1. Oct 2018 0 kommentarer
Bandet har rødder i det engelske kunstmiljø. Nu er debuten blevet genudgivet med ekstramateriale.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

I anledning af 45 års-jubilæet for Roxy Musics første selvbetitlede album fra 1972, er det blevet genudgivet i forskellige grader af deluxe-udgaver, alle med forskelligt ekstramateriale og et stort essay.
Det, jeg her anbefaler, er deluxe-bokssættet, der indeholder to cd’er: En med originalalbummet og en med forskellige live-optrædener. Inkluderet er også det store essay skrevet af Richard Williams med flotte fotos fra tiden omkring tilblivelsen. De forskellige live-optagelser, der spænder fra før og efter indspilningerne af albummet, er her for første gang samlet på cd af bandet officielt. Optagelserne har fra tidligt i bandets karriere cirkuleret blandt fans og været tilgængelige på diverse uofficielle plader. Det er derfor dejligt at have det hele samlet kronologisk med rigtig god lyd og med oplysninger om, hvor og hvornår optagelserne er lavet.  

This is Tomorrow - lidt forhistorie

I 1950’ernes England opstod en ny kunstbevægelse inspireret af tidligere tiders avantgardekunst, dadaismen, futurismen og surrealismen, samt efterkrigstidens store eksponering af den amerikanske popkultur. En gruppe engelske kunstnere kaldet The Independent Group, blev stærkt påvirket af alt det. De var nogle af de første til at lave store temaudstillinger på Londons nyoprettet kunstmuseum for samtidig kunst, ICA (Institute of Contemporary Art, åbnet i 1950).
Kunstnerne var bl.a. Nigel Henderson, William Turnbull, Eduardo Paolozzi og (i denne sammenhæng vigtigst) Richard Hamilton. The Independent Group var med deres mix af skulptur, tegninger og især collage, nogle af de første popkunstnere. Det er diskuteret hvem der kom først, de ovennævnte eller de amerikanske kunstnere Robert Rauschenberg, Jasper Johns, Claes Oldenburg, Roy Lichtenstein og Andy Warhol. Faktum er, at The Independent Group i 1956 på ICA satte en kæmpe fællesudstilling op kaldet This is Tomorrow. Det var med installationer og værker inspireret af amerikansk popkultur.
Richard Hamiltons collage med titlen: What is It That Makes Today’s Homes So Different, So Appealing? kunne ses her første gang. Collagen er et tidligt hovedværk i popkunst, da det indeholder mange af de elementer, der er kendetegnet popkunst; moderne livstil, fast food, ny teknologi, ironi, sex, kropsfiksering, romance, storby og overflod. Men vigtigst, ordet pop indgår direkte, via indpakningspapiret på en stor slikkepind, båret af en halvnøgen bodybuilder. Richard Hamilton definerede selv popkunst sådan: 'Popular (designed for a mass audience), transient (shortterm solution), expendable (easily forgotten), low-cost, mass-produced, young (aimed at youth), witty, sexy, gimmicky, glamorous, big business.'

Art-rockens fødsel

I 1960’ernes New York havde Andy Warhol stor succes med sin popkunst. Han havde en hel fabrik, der producerede silketryk af eksempelvis Campels suppedåser, Marilyn Monroes ansigt, den elektriske stol mm. Warhol forsøgte at blande alle kunstformer, en totaloplevelse der indeholdt billeder, lys, lyd, film og performance. På hans ’Factory’, arbejdede nogle af USA’s mest glamourøse og mærkelige mennesker, så der var masser af inspiration at hente. Lyden blev leveret af bandet The Velvet Underground. Velvet Underground optrådte til Warhols omrejsende multimedieshow The Exploding Plastic Inevitable, hvor de leverede sange, der handlede om hårde stoffer, mærkelig sex og vold. Det var vistnok et temmeligt støjende soundtrack. Warhol finansierede Velvets første album og designede coveret med den ikoniske gule banan. Dette var fødslen på ’Art Rock’, med Velvet Underground som det første art-rock band, et dystert, larmende og meget smukt barn. Men det er en anden historie.

Et band med rødder i den engelske kunstskole

Bryan Ferry blev født i 1945 i Washington, England. Han begyndte i 1964 at studere kunst på universitetet i Newcastle. Her studerede han under kunstneren Richard Hamilton, som spillede en stor rolle i udviklingen af popkunsten. Hamilton var en stor inspiration for Bryan Ferry. Samtidig med at han studerede, sang Ferry i bandet The Gas Board, der primært spillede amerikanske soul- og rocknumre. Her mødte han Graham Simpson, der også var universitetsstuderende. Da Ferry måtte erkende, at hans malerier ikke havde den store gennemslagskraft, flyttede han til London sammen med Simpson for at danne et rockband for at få sin kunst ud til et stort publikum.

Fra malerier til musik

Gennem annoncer i musiktidsskrifter søgte Ferry og Simpson efter musikere i London. Den første, der meldte sig, var Andy Mackay, der spillede saxofon og obo. Endvidere ejede Mackay en VCS 3 synthesizer, en af de første transportable synthesizers, lavet af Electronic Music Studios i London. Mackay studerede engelsk på universitetet, hvor han mødte den kunststuderende Brian Eno. Eno var, ligesom Ferry, gået væk fra tanken om at slå igennem med sine malerier, og havde kastet sin kærlighed på eksperimenterende elektronisk musik, inspireret af komponisterne John Cage, Terry Riley og Cornelius Cardew. Eno havde investeret i et par Revox spolebåndoptagere, og havde på universitetet lært sig at bruge en synthesizer. Han blev derfor optaget i bandet som lyddesigner og elektronikekspert. Bandet, der på dette tidspunkt bare hed ’Roxy’, bestod af Ferry på klaver og sang, Simpson på bas, Mackay på sax og obo og Eno på synthesizer og bånd. Der manglede stadig en guitarist og en trommeslager. Igen annoncerede Roxy efter musikere og fik kontakt til guitaristen Phil Manzanera. Denne blev dog i første omgang forbigået, da en i forvejen kendt guitarist David O’List fra bandet The Nice også responderede på annoncen. Efter forsøg med nogle forskellige trommeslagere, endte bandet med at optage den unge trommeslager Paul Thompson.

Historien bag navnet

Bryan Ferry blev på et tidspunkt i 1971 gjort opmærksom på at et amerikansk band også hed ’Roxy’. Han ændrede derfor ’Roxy’ til ’Roxy Music’. Navnet er en henvisning til en stor international biografkæde ved navn ’Roxy’ og genren ’Rock Music’. Der er her en direkte kobling imellem billeder og musik.

Image og stil

Roxy Music og især Bryan Ferry blev meget hurtigt klar over, at der skulle arbejdes med bandets image, da de i starten lignede en flok engelske akademikere. Hvad de jo også var. Kostumer og karakterer blev udviklet. Meget inspireret af 50’ernes og 60’ernes pop- og rockikoner, film fra forskellige tider og Andy Warhols Factory. Roxy Music havde faktisk et helt hold af stylister og designere til at hjælpe dem med deres fremtoning. Musikalsk set mindede Roxy Music lidt om det engelske progressive rockband ’King Crimson’, men også Velvet Underground var stor inspiration. I det hele taget blev der lånt lidt her og der i musikhistorien, en slags lydcollage bestående af pop og rock. Forskellige tiders musik og genrer blev af Roxy Music mixet sammen i en magisk og eksotisk cocktail.
’When I started writing songs all sorts of weird influences were springing up, juxtaposed. And so yes, the word ”collage” does spring to mind; taking bits from here, there and everywhere, and hopefully creating something new from it. And you have to bear in mind that I had five brilliant people in the band, all with their own musical interest, whose strengths I was trying to play to as well’ , sagde Bryan Ferry om sin sangskriverteknik.

John Peel og de første optagelser

Efter noget tid i øvelokalet, indspillede Roxy Music et demobånd og spillede nogle få koncerter. Dette åbnede dørene ind til den engelske radiovært John Peel. John Peel har vist sig at være en af de vigtigste radioværter i engelsk musikhistorie. Han havde et udsædvanligt nysgerrigt øre, og var derfor en tidlig støtter af forskellige bands af mere eksperimenterende karakter. Set i bakspejlet har Peel i det hele taget været rigtig vigtig for rockmusikkens udvikling. Der mangler sådanne ildsjæle i nutidens radio og TV! Den 4. januar 1972 gik Roxy Music i studiet hos Peel og indspillede de første af i alt tre sessioner, der i dette bokssæt kaldes ’The Peel Sessions’, alle samlet under cd 2 ’The BBC Sessions’. Den første af disse Peel sessions er de eneste optagelser med guitaristen David O’List.


Cd 2 – The BBC Sessions

På The BBC Sessions kan man virkeligt høre, hvor ekstremt og anderledes bandet lød. Ferrys meget manierede stemme, der bevidst synger med ærkebritisk accent (hvilket ikke var normen for en rocksanger) lyder fremmedartet og ironisk distanceret. Enos bånd og synthesizer er på disse optagelser meget rå og (retro) futuristiske. Mackay formår med sin obo og saxofon at lyde som en sær blanding af rock og klassisk musik. Simpsons unikke mørke bas ligger utroligt godt sammen med Thompsons stramme Velvet Undergrundagtige trommer. De to musikere samler lydbilledet, så de andre kan skeje ret meget ud. David O’List bidrager også meget til lyden på disse første optagelser, senere er det Manzanera, der med masser af feedback, brager igennem som fast guitarist i Roxy Music.

Genremix

Nummeret If There is Something er med sine genremix af country, rock, space-age og psychedelia et af Roxy Musics hovednumre. Det er i denne version meget teatralsk og ens tidsfornemmelse bliver ophævet, mens Ferry insisterende messer over kærligheden og at alt var bedre, da han var ung. Mackeys saxofon filtreres gennem Enos elektronik, og når overjordiske dimensioner. Nummeret The BOB er en ballade, der både handler om et forlist kærlighedsforhold og anden verdenskrigs ’Battle of Britain’. Der indledes med flystøj og sirener, temposkift og atmosfæriske sammensmeltninger af Ferrys stemme og Mackays obo, Enos synthesizer og Ferrys klaver. Balladen Would You Believe udmærker sig ved guitar og saxefonsolo, extravaganza og et ret humoristisk doo wop/rockkor.

EMS, VCS 3, også kaldet ’The Putney’ – var en af de første transportable synthesizere til kommercielt salg.

 På Sea Breezes bruger Eno synthesizeren til at lave nogle lyde, der minder om havets bølger. Re-Make/Re-Model er meget interessant, der er næsten dømt hit. Ferry synger om ’the ’sweetest queen I’ve ever seen’ og koret svarer ham tallene på en  nummerplade: CPL 593H. ’I went to the Reading Festival. I’m not sure why. But I went there on my own. I saw a girl I liked in the crowd, and when I was driving back to London there was a car in front of me and it had the same girl in it. She was driving it. I memorised the number’, fortæller Ferry I bookletten til cd’en.

Fremmedgjort og fascinerende

Til sidst i Re-Make/Re-Model spiller Graham Simpson et stykke af basgangen fra The Beatles nummeret ‘Day Tripper’. Det giver et mærkeligt, fremmedgjort, men også meget fascinerende lydbillede, der kan spores til Richard Hamiltons popcollage. Både i kraft af musikkens collageteknik og i kraft af sangenes emner: kærlighed, romance, fart, ironi og moderne teknologi. De næste Peel sessions den 23. maj 1972 er også vældigt interessante og indeholder nogle af Bryan Ferrys bedste sange. Nummeret 2 HB er en hyldest til Humphrey Bogart og især filmen Casablanca. Sangens tekst indeholder citater fra Bogarts replikker og filmens berømte tema, bliver flettet ind i musikken. Sangen Ladytron er en futuristisk forførelsesserenade med en yderst original obosolo.  
Cirka et halvt år efter den første Peel session er Roxy Music tilbage hos BBC og indspillede den 3. august 1972 en kort koncert til Top of The Pops. Den er også inkluderet på cd 2. De har på dette tidspunkt indspillet deres debut-lp og den første syv-tommer-single Virginia Plain. Det lyder rigtigt, rigtigt godt og man hører et sammenspillet band, der meget målrettet beviser deres helt særlige kunnen. Det er nogle forrygende optagelser, man kan sagtens høre, at det er live og især Enos synthesizer lyder helt vildt godt, men det hele er godt! Det er intet mindre end en milepæl i rock- og popmusikkens historie. Det er en stor fornøjelse at høre disse live-optagelser.

Virginia Plain

Der var i 1972 ikke andre bands, der lød sådan og ingen andre bands, der benyttede klassiske instrumenter, elektronik og synthesizeres på denne måde. Især hittet Virginia Plain lyder helt fabelagtigt, det er i forvejen et supergodt hit, der meget postmodernistisk, har lånt titlen fra et cigaretmærke og handler om at skrive et hit, få en pladekontrakt og så ellers flyve til eksotiske steder og hænge ud med Warhols superstjerner og fyre den af. Nummeret formår i denne liveversion, at nå nye højder af sonisk galskab og hedonisme. Ren, rå, rockenergi, ’ What's her name? Virginia Plain!’

Albummet

Hvis man ikke har hørt albumversionerne af disse numre, vil jeg råde dig som lytter til at høre hele cd 2 først og så høre cd 1 bagefter – der er kæmpe forskel. Jeg personligt hørte albumversionerne først, men synes at disse liveversioner er fuldstændigt hjernesmadrende gode. Albumversionerne er selvfølgeligt også helt utroligt gode, de er samlet set en del af et større koncept og giver rigtig god mening at lytte på i den rækkefølge, de der ligger i. Debutpladen er fremragende på alle måder. Intet mindre. Fra portrætterne af bandet, til fold-udcoveret, med den forførende fotomodel Kari-Ann’s, nærmest krigeriske, udfordrende blik. Der er blikfang og ørehænger over denne Roxy Music plade fra 1972. Et sandt kunstværk og mesterværk.

 

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher

Tilføj kommentar