Lytte

Lænestolstechno fra industrialbedstemoderen
Nyt album fra Cosey Fannie Tutti - Tutti anbefales her i artiklen.

Musik i november - Cosey Fanni Tutti

Lytte Af: Biblioteket 29. Oct 2019 0 kommentarer
Nyt soloalbum fra en 'ødelægger af civilisationen', Cosey Fanni Tutti. Musikbibliotekaren anbefaler cd'en Tutti.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Fra Christine Carol til Cosmosis 

Cosey Fanni Tutti er tilbage som solist efter 37 år i skyggen af Throbbing Gristle og Chris and Cosey. Oprindeligt hed hun Christine Carol Newby. Hun blev født i den lille engelske arbejderby Hull i 1951. Hendes forældre var begge fra arbejderklassen og hun havde et problematisk forhold til sin far, der ifølge Christine Carol ikke helt forstod hendes interesse for musik, popkultur og hendes personlige stil. Selv syntes hun, at var fræk og farverig. Omkring 1969 møder Christine Carol den flippede poet og performancekunstner Genesis P-Orridge der kort efter døber Christine til Cosmosis. Sammen stifter de performanceteater-gruppen COUM Transmisions. De optræder rundt omkring i Europa, England og i enkelte tilfælde i USA. Cosmosis begynder at have kontakter til andre kunstnere rundt omkring og begynder at indgå i det der kaldes ’mail-art’. Det betyder, at man udveksler kunst i breve med andre kunstnere. En af disse kunstnere foreslog, at Cosmosis kunne kalde sig Cosey Fanni Tutti efter operaen, da COUM mere og mere var begyndt at opføre noget, der mindede om koncerter.  

Fra Hull til porno

I 1973 flyttede Genesis P. Orridge og Cosey til London. Jorden var blevet lidt for varm under deres fødder i den lille konservative by Hull. De slog sig ned i den ramponerede og fattige bydel Hackney. Cosey begyndte her at eksperimentere med at tage nøgenfotos af sig selv, som hun brugte i kunstværker og installationer. Dette udviklede sig hurtigt til en decideret levevej, hvor hun fik penge for nøgenfotos til diverse pornomagasiner. Senere medvirkede hun også i pornofilm og ernærede sig i lang tid som stripper på lokale klubber i London. Alt dette samtidig med, at hun stadig lavede kunst og performance/koncerter med COUM. Et nyt medlem af COUM var grafikeren Peter Christopherson, der blev døbt Sleazy af Cosey, grundet hans interesse for især nøgenbilleder. 

Fra teater til Throbbing Gristle 

Efter noget tid i London hvor der ikke skete så meget for COUM, begyndte P-Orridge, Cosey og Sleazy at se efter en ny kreativ retning og langsomt træde ud af COUM. De blev opsøgt af teknologividunderbarnet Chris Carter, der selv byggede effektmaskiner og synthesizers. Carter indgik derefter som fast medlem i denne kvartet, der efter kort tid kaldte sig Throbbing Gristle. Det er sjofel Yorkshire-slang for et erigerede lem. 

Prostitution på Institut for Moderne Kunst 

Cosey havde sideløbende med jamsessions med Throbbing Gristle udviklet et kunstkoncept hvor hun brugte sine pornografiske billeder sammen med sin kunst. Dette projekt kaldte hun ’Prostitution’. I 1976 blev hun inviteret til at udstille Prostitution på ICA, der er Londons museum for moderne kunst. Til denne lejlighed optrådte Throbbing Gristle for første gang. 

Wreckers of Civilisation 

Denne optræden gik ikke stille af sig. TG, som de også bliver kaldt, spillede efter sigende vanvittigt højt og med sangtekster, der beskæftigede sig med tilværelsens absolut mørkeste sider. Resultatet var et chokeret publikum og ditto presse. En af de engelske parlamentsmedlemmer sagde efterfølgende om udstillingen og Throbbing Gristle, at de var ’wreckers of civilisation’, 'ødelægger af civilisationen'. 

Fra kunst til Industrial Music

Throbbing Gristle var nu ret berygtet i den engelske kunstverden og musikpresse. De besluttede sig derfor at begynde at indspille deres musik. Ingen af dem var uddannede musikere, så de opfandt deres egen måde at spille på. Cosey spillede guitar og kornet filtreret gennem mange effekter. De udsendte i 1977 deres første plade via deres eget selskab Industrial Records, med sloganet ”Industrial music for industrial people”. Hermed var musikgenren Industrial født, og TG udsendte en del plader, singler og bånd. De ophørte med at arbejde sammen i starten af 80’erne på grund af interne stridigheder, især imellem P-Orridge og Cosey. De var gået fra at være et par til at være en slags konkurrenter. Chris Carter og Cosey blev i løbet af perioden med Throbbing Gristle kærester, og det betød konstant splid imellem dem og P-Orridge. 

Chris and Cosey og soloplade

Måske meget naturligt dannede Chris og Cosey et nyt musikprojekt, der hed Chris and Cosey. Chris and Cosey har haft stor betydning for den moderne elektroniske musik. De var tidlige brugere af trommemaskiner og sekvensstyrede synthesizers, og de har været med til at inspirere alt fra pop til techno og hiphop-produktion. I 1983 udgav Cosey sit første soloalbum ’Time to Tell’, der blev udgivet på kassettebånd og først fornylig er kommet på lp og cd. Det er et lille mesterværk, der tager udgangspunkt i Coseys eget liv og hendes holdninger til det samfund, der skabes ud fra kapitalismen. Chris and Cosey eksisterer stadig og har indtil fornylig turneret med deres musik. De var forbi Clickfestivallen i Helsingør for et par år siden, hvor de spillede numre fra deres lange karriere. 

Gendannelsen af Throbbing Gristle  

Throbbing Gristle blev for en kort bemærkning gendannet i starten af 00’erne, og de udgav et par rigtigt gode albums, både live og studie. De spillede flere koncerter rundt omkring i verden og var i 2009 forbi København, hvor de spillede på et udsolgt Statens Museum for Kunst. Men efter noget tid begyndte de gamle sår at gøre ondt igen, og TG opløstes. Peter Christophersen døde kort efter og satte et definitivt punktum for Throbbing Gristle. 

Coseys selvbiografi og ny soloplade

I 2017 udgav Cosey sin selvbiografi, ’Art, Sex, Music’ på forlaget Faber & Faber. Den har fået fine anmeldelser og er bestemt værd at læse, hvis man interesserer sig for den periode i musik- og kunsthistorien, som Cosey har arbejdet i. Den er også et ærligt indblik i en kunstnerkarriere, der går hånd i hånd med en karriere som sexarbejder. Den nye plade, der bare hedder Tutti, er ment som en slags lydmæssig følgesvend til bogen. Cosey skriver selv om Tutti bag på coveret: "The eight soundscabes serve as an audio self portrait comprising of manipulated sound recordings from my life, music and art, bringing all together - as one." Det er svært at sige i hvor høj grad, det er lykkedes eller ej. Den lyder på mange måder som en blanding af de mange projekter, Cosey har medvirket i, men den bliver aldrig farlig eller provokerende. Den er dog enormt behagelig at lytte til, det er en slags bedstemor lænestolstechno – og det er ment positivt. Samtidig vil jeg også benytte lejligheden til at anbefale den mesterlige Time to Tell, der kan høres på spotify og youtube. Cosey Fanni Tutti er en ekstremt vigtig nulevende kunstner, der har haft stor betydning for moderne musik og er en sjælden kvindelig guitarist og kornetspiller. Hun er bestemt værd at tilbringe sin lytte- og læsetid på. 

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher:

2019

2018

 

Tilføj kommentar

Materialer: