Lytte

Musik i marts – historien om Soft Cell

Lytte Af: Biblioteket 3. Mar 2019 0 kommentarer
Soul, sex og stoffer. Det var livet for den engelske, roste duo i 80erne. Nu er deres singler udkommet i bokssæt.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Banebrydende fra starten

Den elektroniske duo Soft Cell er aktuel med to nye singler, et samlende kæmpe cd-bokssæt med diverse liveoptagelser, videoer og alternative mix. Samt en mere beskeden cd med samlede hitsingler. Biblioteket har i disse sparetider kun købt den enkelte: Keychains and Snowstorms – The Singles. Soft Cell blev dannet i 1979 på kunstskolen Leeds Polytechnic i Leeds af Marc Almond og David Ball og var banebrydende fra starten. 


Provinsbyer og popkultur

Almond blev født i 1957 i byen Southport som barn af en voldelig og alkoholisk far, der forlod hjemmet tidligt. Han voksede op med sin mor og søstre og popmusik, samt BBC’s Top of the Pops, hvor han som teenager blev lykkeligt chokeret over kunstnere som David Bowie, Marc Bolan fra T Rex og bandet Roxy Music. Almond blev hurtigt Glamrockfan med alt hvad der hørte til dette af glitrende tøj og glamourøs make-up. Han begyndte at samle på plader og optrådte som DJ på forskellige glam- og soulklubber. Han blev interesseret i performancekunst og dykkede ned i denne kunstform i løbet af sin uddannelse på Leeds Polytechnic.   
David Ball eller bare Dave Ball blev født i 1959 i byen Blackpool, hvor han tidligt begyndte at interesserer sig for soulmusik og især de mere obskure syvtommersingler med soulindspilninger fra mindre kendte pladeselskaber. Dave Ball var ligesom Marc Almond DJ i en periode og spillede sine syvtommersingler til forskellige Northern Soul-fester.


Kunstskole og elektronstudie

De to herrer mødtes første gang i 1978. Marc Almond kom, ifølge Dave Ball, tilfældigvis forbi det lille studie, der var på den skole, de begge gik på. Mange engelske kunstskoler havde på det tidspunkt små primitive studier med synthesizere og båndmaskiner til at lave eksperimenterende musik. Og studiet på Leeds Polytechnic Fine Arts Department blev flittigt brugt af Dave Ball.
‘It was probably 1978 when Marc Almond, a fellow student, happened to be walking by and heard these funny electronic bleeps and came into the studio to listen and asked if I would do some sounds for his performance art shows, which I did’, beskrev Dave Ball efterfølgende mødet.

De første optagelser

Marc Almond og Dave Ball begyndte at kalde sig Soft Cell i 1979 og optog deres første EP Mutant Moments, finansieret af lånte penge fra Balls mor. Det er en sjov lille sag med fire numre på, der minder om tidlige Human League. Små dystre popnumre der beskriver skyggesiden af livet med en minimalistisk elektronisk lydside bestående af primitive trommemaskiner og synthesizere. Det lyder rigtigt godt, især nummeret L.O.V.E. Feelings er en favorit hos undertegnet. Mutant Moments er i dag en stor sjældenhed og går for ca. 5000 kr. på nettet. Den er også inkluderet i det store deluxe bokssæt, Keychains And Snowstorms (The Soft Cell Story). 

Pladekontrakt og nummer 1 hitsingle

Mutant Moments EP’en og Soft Cells tiltagende koncerter skaffede dem en pladekontrakt med det nystartede Londonbaserede pladeselskab Some Bizarre. Some Bizarre blev startet og ledet af den excentriske Stevo Pearce, der var en noget blakket forretningsmand, men med et øje og øre for det usædvanlige. Den første single med Soft Cell var Tainted Love, et gammelt soulhit med Gloria Jones fra 1964. Det var oprindelig en anden sang, der havde været udgangspunktet for singlen, nemlig Frankie Valli’s (sanger i The Four Seasons) The Night – der mange år senere dukkede op på Soft Cells album fra starten af nullerne. Men det var Tainted Love der blev valgt og det var godt, fordi det blev et number one hit, der sikrede Soft Cell hurtig succes og to optrædener på det populære BBC program Top of the Pops. Det er kendetegnet ved en kølig lyd og Almonds meget indfølende dramatiske vokal, der veksler flot imellem at være ren og falsk. Almond har haft et meget ambivalent forhold til dette hit og beskriver det i sin selvbiografi Tainted Life: ‘I played a small flying-saucer syndrum which gave the opening sound of ’Tainted Love’ – the inimitable and instantly recognizable ’da dink dink’ at the beginning of the track. How that sound would soon haunt me, and for the remainder of my career! I’d hear it in my sleep, in my imagination, everywhere I went.’

Ensomhed og pervers sex

Singlen blev produceret af Mike Thorne, der også producerede Soft Cells første LP fra 1981 ‘Non-Stop Erotic Cabaret’, der indeholder stærke sange som Bedsitter, der også blev et stort hit og handler om at være ung og ensom i den store engelske hovedstad, Sex Dwarf, der handler om pervers sex og det der dér hører til. Say Hello, Wave Goodbye er en hjertegribende sang om kærlighed imellem en småborgerlig mand og en stripper. Den endte med at ligge nummer tre på hitlisterne. Man kan sagtens forestille sig de engelske husmødre stå i de triste små engelske byer og falde i svime over denne triste romance, der langsomt kom boblende ud af deres små plastictransistorradioer i de små køkkener. 
Marc Almonds tekster kredser om skyggesiderne af storbyen og sympatien ligger altid hos de mange neonbelyste smukke tabere og misfits, der bebor en rigtig storby med natklubber, sexklubber, pornobutikker og stripbarer. Det er dejlige tekster med mange skønne one-liners, som: ‘I haven't got time to worry about the future when I'm busy covering up my past’ fra singlen Insecure Me og fra singlen Sex Dwarf: ‘Isn't it nice sugar and spice luring disco dollies to a life of vice’. Almonds tekstunivers ligger et sted mellem Lou Reed og Jean Genet, men er også meget berørt af det ærkebritiske fænomen ’kitchen sink’, på dansk køkkenbordsromance. Pladens cover illustrerer meget godt indholdet: To neonbelyste, læderklædte sjofelt udseende mænd, der prøver at skjule noget, der ligner et blad indpakket i sort plastic. Pladens titel er i øvrigt hentet fra en stripklub, der lå i Soho, hvor Almond boede på det tidspunkt.   

Problematisk forhold til musikpressen 

Soft Cells debutplade blev modtaget godt af publikum og til dels også af pressen. Den solgte godt og var med til at definere genren synthpop, der især solgte godt i USA. Selvom pressen godt kunne høre kvaliteterne i denne nye lyd, var de samtidig meget hårde imod Almond, der fremstod overdramatisk og campet med sin androgyne fremtoning og sin tykke eyeliner. De beskrev ham med ord som: ’slimy, creepy, sleazy, ugly, filthy, dirty, perverted and midget.’ Samtidig med at det ved stort set alle lejligheder blev nævnt, at han også sang falsk. Oven i al denne hetz var det ekstremt vigtigt for den britiske musikpresse at vide om Marc Almond mon ikke også var bøsse. Der var ikke mange homoseksuelle popstjerne i 1981, og pladeselskaberne truede de fleste popstjerner til at blive i skabet. Tænk bare på George Michael og Boy George! Det endte med, at Almond i et interview ’tilstod’ at han vistnok var biseksuel eller måske endda bøsse, gisp! Almond beskriver i sin spændende og indsigtsgivende selvbiografi forholdet til pressen sådan: ‘I represented, and to many still do represent, a real opportunity for journalists to vent their homophobic feelings.’  … ‘The school bullies are no longer confined to the school: now they can legitimately ply their anger, hostility and frustration as part of their jobs.’ Dette var ifølge Marc Almond med til at danne basis for et liv præget af massivt misbrug af stort set alle substanser. Det kulminerede i starten af nullerne, hvor en motorcykelulykke var tæt på at slå Almond ihjel og gjorde, at han ikke kunne arbejde i et længere stykke tid. 

Klubmusik og Ecstasy

Soft Cell blev populære i USA og var i 1982 i New York, hvor de skulle promovere deres plade og søge inspiration. Det fik de på natklubber. Her mødte de DJ’en og rapperen Cindy Ecstasy, der som navnet antyder, solgte Ecstasypiller til de dansende klubgæster. Det var muligvis det der inspirerede Soft Cell mest, og de smuglede Ecstasy med tilbage til England og indspillede den mærkelige, men stærke to’er ’Non Stop Ecstatic Dancing’, der er en slags remix eller re-modellering af nogle af singlerne fra første plade. De fremstår dog meget mere druggede og danceklubagtige. Især nummeret ’Memorabilia’ med rap af Cindy Ecstasy er en fremragende dance-klassiker, der nærmest profetisk beskriver ecstasybølgen på de engelske og senere europæiske dansegulve. I den tilhørende VHSudgivelse ’Non-Stop Exotic Video Show’ kan man imellem de flotte musikvideoer se Almond og Ball, der for at sige det mildt, er temmelig blæste på ecstasy. 

Kunsten at falde fra hinanden 

Soft Cell indspillede og udgav i 1983 deres tredje plade. Nogle betegner den som deres anden da den udelukkende er nyt materiale og ikke remixes af tidligere sange. Titlen taler for sig selv ’The Art Of Falling Apart’, var begyndelsen på enden for Soft Cell, og de ligger også på coveret som to døende maskerede partymænd på toppen af en bunke trash. Det kan godt være at Marc og Dave var ved at falde fra hinanden, men The Art Of Falling Apart, er en meget sammenhængende og tematisk stilsikker udgivelse med stærke singler som ’Where The Heart Is’ der handler om at vokse op i hjem med voldelige fædre og ’Numbers’, der handler om promiskuøs sex, der ender med at gøre udøveren kold indeni. Jeg er fristet til at sige at dette album er Soft Cells kunstneriske peak. 

Den sidste Soft Cell

This Last Night in Sodom fra 1984 var Soft Cells kommercielle selvmord. Det er en voldelig og beskidt omgang set i forhold til de tidligere meget blødtproduceret plader. Denne her er nærmest en punk plade, der minder mere om Nick Cave og dennes Birthday Party. Det er stadig vildt gode tekster, og hvis man lytter på pladen som et værk lavet af en anden kunstner, eksempelvis Lydia Lunch, er det et fremragende værk med originale sange som ’L'Esqualita’ hvor fortælleren beklager sig over tilværelsen: ’ I'm so sick in my spare time humouring thugs we could go out for dinner but we're always on drugs’ og den storslåede ’Soul Inside’ der handler om de store følelser indeni. Men den vildeste sang og single fra pladen er dog Soft Cells’ cover af den gamle soul sang ’Down in the Subway’ skrevet af Jack Hammer. En sang der handler om ulykkelig kærlighed, hvor fortælleren ender med at kaste sig ud foran toget nede i subway’en. Den er vanvittig hård og smuk samtidig. Pladen fik ikke særligt gode anmeldelser og Marc Almond, der på det tidspunkt var ret udkørt på grund misbrug, valgte at opsøge en af de spydigste journalister på avisens redaktion og jage ham rundt med en læderpisk, mens han skældte ham ud. 
Soft Cell blev opløst kort efter pladens udgivelse og de to bløde fyre Marc og Dave, fik hver deres karrierer. Marc Almond har som solist udgivet omkring 40 plader med tilhørende flittig tourné. Dave Ball har mest arbejdet i studier og i technobandet The Grid. 

Genforeningen i 00’erne

Pludselige ud af den blå luft blev Soft Cell for en kort bemærkning gendannet i 2002 og udgav cd’en ’Cruelty Without Beauty’. Her fortsætter Soft Cell, hvor de slap, og på meget vellykket vis opdaterede de deres 80’erlyd til moderne klub- og computerlyd. Det kom der et par ret hæderlige singler ud af: Monoculture der beskriver 2002 som en brug- og smidvæk-kultur og i den tilhørende video havde Almond fået job som ekspedient på en fastfood restaurant. Stærkest er Frankie Valli’s sang The Night, der skulle have været Soft Cells første single, men blev forbigået til fordel for Tainted Love. Det er en medrivende sang, der handler om natten som den store forfører, der fordrejer dit fokus fra det du har, til det du kan få: ’But the night begins to turn your head around and you know you're gonna lose more than you found’. Soft Cell turnerede vidt og bredt med dette album kombineret med hits fra 80’erne. Efterfølgende blev de igen opløst. 

Say hello, wave goodbye - Soft Cell 2018 

Soft Cell blev genforenet kort i 2018 for at markere deres 40 års jubilæum ved at udgive to nye singler. Det er to veloplagte singler, der reflekterer Soft Cells fortid. Den første single ’Northern Lights’ er en optempo sang, der med sit kor minder om gammel 60’er soul, men har en fuldstændigt opdateret lyd, der nemt kan begå sig blandt nutidshit. Den anden single ’Guilty (cos I say you are)’, er mere skummel og mørk i sit musikalske udtryk. Der er igen et 60’er soulkor, men Almond lyder mere diabolsk end nogensinde. Jeg hører både Guilty som en tvetydig hævn over de mange journalister, der gennem tiden har været på nakken af Almond, men også som en opsang til de mange digitale MeToo-hævnere. Lyt på disse to singler, Soft Cell er i topform på dem. 

Følelsesladet farvel

Det blev desværre ikke til en stor genforeningsturné, derimod en stor og følelsesladet farvelkoncert på et af de største spillesteder i London, The O2 Arena, der med en kapacitet på 20.000 publikum dannede et flot grundlag for goodbye til en ’misfit art school’ popduo fra Leeds. Man kan på Almonds instagramprofil se, at der er massiv lighterviftning til Say Hello, Wave Goodbye, og jeg tænker, at de må have været der alle sammen, de triste engelske husmødre og alle de andre skæve eksistenser. Soulmusik handler mest af alt om at berøre folks følelser og det må man sige, at Soft Cell har gjort. 

‘Standin' at the door of the Pink Flamingo crying in the rain, it was a kind of so-so love and I'm gonna make sure it doesn't happen again, say hello and wave goodbye!

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher

2019

2018

Tilføj kommentar

Materialer: