Lytte

Musik i marts

Lytte Af: Biblioteket 1. Mar 2018 0 kommentarer
Beach Boys og Birkin. Musikbibliotekar Daniel Bøtcher anbefaler denne gang bl.a. Brian Wilson og Jane Birkin.

Brian Wilson: Playback

Brian Wilson er kendt som hovedkomponisten i popgruppen The Beach Boys, der fra starten af 1960’erne var med til at revolutionere rock- og popmusikken. Deres blanding af surfmusik, rock n’ roll og doo-wop-inspirerede vokalharmonier står stadig som noget af det ypperste popmusik produceret i USA. Bandet blev dannet i det solrige Californien i 1961 af brødrene Brian, Dennis og Carl Wilson, samt deres fætter Mike Love og Brians barndomsven Al Jardine. 

De fik hurtigt store hits som: Surfin' Safari, Little Deuce Coupe og Surfin' U.S.A. Alle flotte popsurfnumre, der med hurtige guitarriffs og velproduceret korsang beskrev hverdagslivet i ”The Sunny California”, som et ukompliceret, dagdrømmende paradis på jord. 

Beach Boys udviklede sig i takt med 60ernes ungdomskultur og blev mere eksperimenterende og chancetagende i deres produktioner. Det betød, at Brian Wilson isolerede sig i et forsøg på at skabe den perfekte popplade, og at resten af bandet turnerede uden ham. Han lykkedes med albummet Pet Sounds fra 1966 – en milepæl i Beach Boys' produktion og måske en af de bedste popplader nogensinde. Pet Sounds indeholder bl.a. sangene: Wouldn't It Be Nice, Sloop John B, I Just Wasn't Made For These Times og God Only Knows, der af Sir Paul McCartney, er blevet udnævnt til “The greatest song ever written”.

Derefter gik det ned af bakke for Brian Wilson. Han blev mere og mere verdensfjern og afhængig af diverse piller og rusmidler. Han havde svært ved at gennemføre sine ideer. Det kan man bl.a. høre på de mange skitser fra albummet Smile, der først blive helt færdiggjort i 2004 – som et Brian Wilson-album. Brians forværrede tilstand betød, at bandet blev splittet i to. Version 1 med Wilsonbrødrene, og version 2 med Mike Love. Det er Mike Love-versionen, der fik det store comeback hit Kokomo i 1988.  



På Playbackpladen bliver man som lytter præsenteret for nogle af Wilsons mindre kendte solokompositioner, nogle af dem kender man fra Beach Boys-sangkataloget og andre fra hans soloalbums. Af de 18 skæringer på skiven finder jeg seks sange som værende suveræne popnumre: Surfs Up, Heroes and Villiains, Rio Grande, Gettin´In Over My Head, Midnight’s Another Day og Run James Run. De er, hvad jeg vil kalde typiske Brian Wilson kompositioner. De smukke vokalarrangementer. Legen med tid, sangenes markante temposkift, der forstyrrer lytterens tidsfornemmelse positivt. Den store vekslen mellem genrer og orkestrering, fra naiv lejerbålminimalisme, til rock'n'roll, til symfonisk pop, til country og videre til surf. 

Læs også hans selvbiografi fra 2016: I Am Brian Wilson. Er man meget interesseret, kan man høre det til tider krævende, men også spændende cd bokssæt: The Beach Boys: Smile Sessions.

Mike Love: Unleash the Love

Beach Boyssangeren Mike Love er aktuel med en ny dobbelt cd. Den første indeholder nye sange, der lægger sig meget tæt op af de tidlige Beach Boys plader. Med den ukomplicerede lyd, det glade og meget poppede udtryk, som de i starten blev kendt for. Der er i produktionen også en del, der peger i retning af Mike Loves Kokomo Beach Boys-periode. Altså en meget tilbagelænet, lounge pop/rock, der på ganske uskadelig vis underholder og hjælper til dagdrømmeri om kærlighed og varme strande med beroligende bølgeskvulp osv. Især numre som Daybreak Over the Ocean, Cool Head, Warm Heart og Unleash the Love, er ren Kokomo skvulp. Det er på ingen måde kompliceret, men behagelig musik hvis man er i humør til at koble af fra den hårde hverdag og det kolde nordiske vejr.

Cd 2 indeholder ny-indspillede Beach Boysnumre. De er alle fra den periode, hvor Mike Love og Brian Wilson arbejdede bedst sammen. Hør bl.a. California Girls, Do it Again, Help Me Rhonda, I get Around, Wouldn’t it Be Nice, Good Vibrations og Fun Fun Fun. 

Det er som sagt nye versioner, og det er meget sjovt at høre dem i den moderne teknologis kløer. Dog er der en ting, der kan irriterer mig: Det bizarre valg af auto-tuner på stemmen - Mr. Love - du burde kunne klare den uden! 


Sangen Brian’s Back er en meget selvbiografisk sang, der beskriver Mike Loves forhold til Brian Wilson. Om hvordan mange af deres successer blev til. F.eks. hvordan de på bagsædet i en taxa skrev Fun Fun Fun osv.  Love synger med stor entusiasme: ” They say Brians is back, Well, I never knew that he was gone”. Alt sammen leveret med klassisk Beach Boys vokalharmoni-perfektionisme a la Good Vibrations. Det er sjovt og lidt rørende, men aldrig særligt originalt og det tenderer til tider efterligning og stiløvelse. Hvis man er til top original pop, vil jeg til hver en tid anbefale alt det tidlige Beach Boys. Det er jo dejligt, at det hele er blevet genudgivet, så man kan surfe væk på de gode vibrationer, som de plader indeholder.

Jane Birkin: Birkin Gainsbourg le Symphonique

Den engelske skuespiller og sanger Jane Birkin flyttede til Paris i slutningen af 1960'erne efter et forlist ægteskab med James Bond-komponisten John Barry. Barry og Birkin fik sammen datteren Kate Barry (en berømt modefotograf).  
I Paris mødte Jane Birkin den franske sangskriver og sanger Serge Gainsbourg på en filmoptagelse. De blev hurtigt et glamourøst par på trods af den stor aldersforskel. Gainsburg var ca. 20 år ældre end Birkin. Hun fungerede som Gainsburgs muse, og de lavede sammen en perlerække af intelligente og provokerende popsange. Mest kendt er nok det skandaleombruste pophit 'Je t'aime moi non plus', der chokerede kritikere og lyttere med Birkins yderst troværdige elskovsstønnen. Parret blev skilt, men forblev venner og samarbejdspartnere til Gainsburgs død i 1991. De fik sammen datteren Charlotte Gainsburg (i dag berømt filmskuespiller og popsanger). 

I 2013 døde Kate Barry ved en tragisk ulykke. Herefter var Jane Birkin ikke offentligt aktiv i et par år. I 2017 kom hun tilbage med albummet Birkin Gainsbourg Le Symphonique. Det er som titlen antyder, sange skrevet  af Serge Gainsbourg, både til sig selv og til Birkin. Denne cd adskiller sig fra Birkins tidligere ved, at den er indspillet med et helt symfoniorkester (og klaver af den japanske musiker Nobuyuki Nakajima), og at det er en tilbageskuende cd – der fokuserer på fortiden.  

I et interview med The Times Magazine fra april 2017, siger Birkin: ”When my daughter died, I never thought I’d feel anything again”. Hun beskriver denne plade som en renselse for hende, at dette genbesøg i fortidens følelser og sange, har hjulpet hende ud af en svær tid. 

I samme interview siger hun om Gainsburg: ”I’m grateful to him and his music that he’s found me a way out, to get back in the world, to tour again. I’m happy. By going back to Serge, he is helping me to move forward.”  


Det er en rigtig flot udgivelse, symfoniorkestret beriger de oprindelige kompositioner, musikken er stor, uden at være oppustet, det er melankolsk men ikke sentimentalt. Udtrykket er nedbarberet og moderne, men med et respektfuldt blik på de originale optagelser. Man kender som lytter godt originalerne, men i denne omarbejdede version fremstår sangene og melodierne som minder, smukke minder fra en gammel fransk film. Jeg nyder især numrene: 'Requiem pour un con', 'Manon', 'L’amour de moi' og 'L’anamour'. 

Jane Birkin & Serge Gainsbourg, Together Forever

Denne opsamling har alle de bedste Gainsbourg og Birkin-kollaborationer, alle i originaludgaver. Fra det tidligere nævnte chokerende 'Je t'aime moi non plus' til den senere melankolske popperle 'Sorry angel'. Det er en meget stemningsfuld cd med noget af den mest charmerende franske pop fra en periode på over 30 år. Den første del er tresserpop med orgel og guitarsoloer, senere er udtrykket mere elektronisk. Det er både sjov, sensuel og poetisk musik, skabt i et af de mest unikke samarbejder i rock og pophistorien. Gainsburg og Birkin - together forever. 

Mere nyindkøbt musik

Musik i februar
Musik i januar


 

 

Tilføj kommentar

Materialer: