Lytte

Musik i juni - The Wrecking Crew

Lytte Af: Biblioteket 29. May 2019 0 kommentarer
Tusindvis af hits, fra country til rock n’ roll – The Wrecking Crew var med på den værste.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Nyudgivet CD-bokssæt

For nogle år siden (2015) blev der lavet en dokumentarfilm om studiemusikerkollektivet The Wrecking Crew. Her prøvede man for første gang at lave en opsamling med nogle af de mest kendte hits, som The Wrecking Crew medvirker på. Det har været svært at få lov til at udgive et album, der samlede så mange forskellige kunstnere på et album, men det er nu lykkedes for selskabet Rock Beat Records at lave et bokssæt med fire cd’er, alle spækket med kendte superhits fra især 1960’erne.

Historien bag navnet

Navnet The Wrecking Crew der dækker over en gruppe af topprofessionelle studiemusikere, stammer fra den ældre generation af musikere der medvirkede på studieoptagelser fra før 1960’erne. De skulle have sagt om disse unge, at de nu ville komme og ødelægge den på det tidspunkt etablerede musikbranche med deres frygtelige rock n’ roll. Normalt er et wrecking crew det arbejdshold på en byggeplads, der river bygninger ned. Så det er som udgangspunkt et negativt ladet kælenavn, der dog ikke har forhindret nedrivningsgruppen i at have sat et massivt mærke på populærkulturen og musikhistorien. De har været med til at skabe en ny lyd for en ny generation af musiklyttere.

Musikerne bag de store hits

Dette løse kollektiv af musikere var alle tilknyttet studierne i Los Angeles og havde deres storhedstid i 60’erne og 70’erne, hvor de medvirkede på hundredevis af de to årtiers radiohits. De var ikke kendte udadtil, men i musikbranchen vidste man udmærket, hvem der spillede på de mange hits med Beach Boys, Mammas and Papas og Sonny and Cher. The Wrecking Crew var fast band for produceren Phil Spector og var med til at danne det, han kaldte ’The Wall of Sound’. Især i 60erne var det en stor nyskabende tilgang til at optage lyd med band. Nogle af de mere fremtrædende Wreckers var bassisten Carol Kaye, der medvirker på stort set alle numre med Beach Boys, trommeslageren Hal Blaine og guitaristen Barney Kessel. Det er dog forkert at tro, at disse var de vigtigste af de omkring fyrre musikere i det, man i dag kender som the Wrecking Crew. Man kan læse mere om de forskellige musikere i det fine hæfte der hører med til bokssættet. Der er mange personlige historier og interviews. De fleste af crewet var oprindeligt enten jazzmusikere eller klassiskskolede musikere.

De mest fremtrædende hits

Der er i dette cd-bokssæt inkluderet en stor del af de største hits med nogle af datidens største amerikanske stjerner, men der er selvfølgelig ikke inkluderet alle de berømte musikere som Crewet nåede at arbejde med. Der er ikke Elvis og Frank Sinatra, men der er Beach Boys, Mammas and Papas og The Ronettes, plus mange, mange flere. Der er de to kæmpehits med Mamas and papas: Monday Monday og California Dreamin’. Der er Beach Boys-hittene: Good Vibrations og God Only Knows. Men der er mange andre gode numre, The Ronnettes Be My Baby, Ritchie Valens La Bamba, The Byrds med Dylannummeret, Mr. Tamburine Man, Sonny and Cher med The Beat goes On, og mange flere kendte og mindre kendte tidstypiske hits. Det er en fornøjelse at høre dette fantastiske bokssæt, der fungerer fremragende som en tidsrejse til nogle populærkulturens største musikalske øjeblikke.

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher

2019

2018

 

 

Tilføj kommentar

Materialer: