Miles Davis
af musikbibliotekar Daniel Bøtcher
Interesse for musik
Den amerikanske musiker Miles Dewey Davis (1926-1991) kom fra Illinois. Han var tidligt interesseret i musik og fik som barn en trompet i gave. Han spillede i lokale marchbands og i 1944 flyttede han til New York for at studere på Institute of Musical Arts, senere kendt som Juilliard School. Han blev dog ikke længe på denne uddannelse, da han havde mere travlt med at gå på jazzklubber, hvor han fulgte især jazzsaxofonisten Charlie Parker. Efter noget tid var Davis med til nogle jamsessions med Parker og i 1945 afløste han Dizzy Gillespie i Parkers bebop kvintet. Han spillede med Charlie Parker frem til 1948.
De tidlige milepæle
Kort efter bruddet med Parker optog Davis en af de vigtigste jazzplader, Birth of the Cool, der oprindelig blev udgivet som 10 tommer singler og senere i 1957 blev udgivet som fuldlængdealbum. I 1959 udgav Miles Davis hans måske mest berømte plade, Kind of Blue. Det er en af de bedst sælgende jazzudgivelser nogensinde, og den er kommet i mange udgaver, siden den første gang så dagens lys. I 1960 kommer den spanskinspirerede Sketches of Spain, der er et tidligt eksempel på fusionen i mellem jazz, klassisk musik og det, man kalder verdensmusik.
Den elektriske Miles
I slutningen af tresserne begyndte Miles Davis at interessere sig for populærmusikken og rockguitaristen Jimi Hendrix. Han begyndte at komponere musik, hvor der blev brugt elektroniske effekter og instrumentering, som man kendte det fra rock og funkmusik. Senere blev Davis også introduceret for den tyske avantgardekomponist Karlheinz Stockhausen. Dette resulterede i nogle ret eksperimenterende, men samtidig også yderst funky plader. Det var også i denne periode, at Davis begyndte at spille på elektrisk orgel og piano. Det er især udgivelserne Bitches Brew fra 1970, On the Corner fra 1972 og livealbummet Black Beauty fra 1973, der er fremtrædende i denne periode. Det er lange kompositioner og der er en generel mørk stemning på dem, der minder om tyske bands som Can, Neu og Cluster. Det er mine personlige Davisfavoritter. Her skaber Davis en fuldstændig ny form for musik, der kombinerer en masse genre og samtidig er sin helt egen. Det er Space Music fra planet Miles!
Rubberband, den nye med Miles
Rubberband er af Davis-aficionados også kendt som ’The Rubberband Sessions’ eller ’The lost Miles Davis Album’. Optagelserne blev lavet fra oktober 1985 til januar 1986, og de fleste optagelser har ikke været officielt udgivet før. De er mixet på ny og lyder derfor moderne, da der fra Davis’ familie var et ønske om at udgive noget, der ikke lød jazzet men havde nutidens produktionsmuligheder med i mixet. Davis var altid interesseret i at forny sig selv og sin musik, så på den måde kan man sige, at det er lavet i hans ånd.
’- Miles never stopped looking forward and he was still making music that was challenging and interesting,’ sagde George Duke, der var ven og kollega med Davis.
-‘That’s more than you can say for the majority of jazz musicians, who get in one rut and stay there.’
Cover malet af Miles Davis.
Legende plade
Rubberband er en sjov plade, og den er igen legende med genrer og udtryk. Det er dog en særdeles lys og poppede udgivelse. Der er soul, latin og endda calypsomusik på nogle af numrene. Den minder mere om George Michael end om Charlie Parker. Om det skyldes Davis eller producerteamet Randy Hall, Attala Zane Giles og Vince Wilburn jr. er ikke helt til at vide. Davis har dog selv været med til at producere nummeret Rubberband. Det er en grundlæggende lækker og funky udgivelse, der lysner i denne mørke vintertid.
Denne artikel var Månedens Musik, december 2019.