Janelle Monáe - Sjofel computersurf

af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Konceptalbums

Janelle Monáe har fra sit gennembrud med ep’en Metropolis fra 2007 været meget optaget af science fiction og brugt denne genre stilistisk i sit kunstneriske virke. Hun har med stor stilsikkerhed udviklet et image, der leger med robotter og kloning. Metropolis-albummet, der direkte refererer til filmen af samme navn fra 1927 af Fritz Lang, er ikke kun popkulturel eskapisme, den handler også om flugt fra et undertrykkende samfund. Ep’en indeholder et sunget brev til præsidenten (på det tidspunkt Bush jnr.), der i bønfaldende tone beder om bedre uddannelsesmuligheder og færre bomber. ” Can we talk about the education of our children? A book is worth more than a bomb any day”.

Inspireret af Metropolis

Monáe fortsætter sin science fiction-historie på sit konceptalbum The ArchAndroid fra 2010. Robotpigen Cindi Mayweather fra Metropolis nu er blevet en ArcAndroid, og i sangene beskrives et dystopisk samfund hvor især gadevold, zombier/kloner og hjælpeløshed er dominerende. Monáe spørger på sangen Cold War: ”This is a cold war Do you know what you're fighting for?” På albummet fra 2013 The Electric Lady, som må betegnes som Janelle Monáes store gennembrud, fortsætter science fiction-temaet som drivkraften for hendes album om den elektriske dame og fuldender på sin vis en trilogi med afsæt i Metropolisfilmen. Monáe har på denne plade fået selskab af sine store forbilleder Prince og Erykah Badu, og det er et meget filmisk album med numre, der minder om Ennio Moricone og klassisk tressersoul, som man hørte det hos James Brown. Dermed ikke sagt at det er et gammeldags album, det er et sprudlende elektrisk funky dansevenligt 2013-album.

Afrofuturisme

Janelle Monáe er en unik historiefortæller, der benytter sig af mange forskellige greb til at formidle sine budskaber. Men hun er ikke den første, der bruger science fiction til at beskrive sin samtid. Flere afroamerikanske kunstnere har gennem tiden brugt science fiction til at kritiserer den amerikanske regering og prøvet at komme med løsninger der var pakket ind i science fiction. Der var jazzorkesterlederen Sun Ra, der hævdede at være et rumvæsen i familie med de ægyptiske guder, der med sin musik ville tage de undertrykte sorte mennesker med til en planet, hvor de kunne leve i fred og harmoni. Vigtigst for Monáe er måske dj og rapper Afrika Bambaataa, der med sin Zulu Nation var med til at skabe hip hoppen fra bunden af samfundet i New York i slutningen af 70’erne. Han er sammen med Grand Master Flash og DJ Cool Herc, hvad man kan kalde hip hoppens gudfædre. Bambaataa adskiller sig fra de to andre dj’s ved, at han bruger futuristiske numre fra især det tyske band Kraftwerk i sine mix. Han indspiller klassikeren Planet Rock under navnet Afrika Bambaataa & Soulsonic Force. Det er futuristiske og meget samfundskritiske tekster, man finder på dette album fra 1986. Afrofuturismen lever stadig i bedste velgående i kraft af Janelle Monáe og andre nye kunstnere. Der har gennem de sidste par år været flere afroamerikanske futurister forbi Helsingør, hvor de har spillet koncerter på Click festivallen. Man kunne i 2017 opleve Yves Tumor og Mykki Blanco. I 2018 kunne man bl.a. opleve Moor Mother med Black Quantum Futurism.

Dirty Computer

Alt god science fiction handler i virkeligheden om det samfund, som vi lever i. Og Janelle Monáes nye album Dirty Computer handler da også om de seneste par års amerikanske politik. Hun har dog bevæget sig kvantespring fra sine tidligere albums, der alle var funderet i klassisk science fiction altså historier, der foregår langt ude i fremtiden eller i en fjern galakse. Vi er på Dirty Computer, i hvad man kunne kalde en fremtidsnutid. Eller som den amerikanske science fiction forfatter William Gibson har sagt: “The future is already here — it's just not evenly distributed”. Gibson, der er kendt for at have fundet på ordet Cyberspace og i starten af 80’erne at have fornyet science fiction litteraturen med undergenren Cyperpunk, er meget tilstedeværende på Dirty Computer i kraft af Monaés tekster om mennesket som en sammensmeltning med computeren, cyperspace og browserkulturen. Denne sammensmeltning beskrives surrealistisk på titelnummeret: 

Jeg er ikke sikker på, hvilken type søgning vi er ude i på denne Dirty Computer, om det er en sjofel web surf eller en sjælesøgning. En ting er dog sikker, koret er meget smukt og medrivende leveret af surf-musikeren Brian Wilson fra Beach Boys.

Sex og politik

Dirty Computer kredser meget om emnerne sex og politik. Der er nummeret Screwed, der direkte beskriver, hvordan politikerne er i gang med at skabe verdens undergang og at vi alle er ’screwed’, men alligevel forelsker os og boller. Monáes løsning er at putte vand i geværerne og ellers gå til den på lagnerne, eller alle andre givne steder: ” You fucked the world up now, we'll fuck it all back down, let's get screwed”. Janelle Monáe er i 2018 sprunget ud som queer-person og insinuerer på nummeret Pynk, at hun er seksuelt tiltrukket af kvinder. Hun er i videoen til Pynk iklædt en stor pink vagina samtidig med, at hun udveksler frække blikke med skuespilleren Tessa Thompson henover en masse velformede kvinderumper. På nummeret I Got the Juice, (lavet sammen med Pharrel Wiliams) bliver vi præsenteret for feminisme, som selv Donald Trump vil kunne forstå: ” Got juice for all my lovers, got juice for all my wives, My juice is my religion, got juice between my thighs” og “ If you try to grab my pussy cat, this pussy grab you back”. Det er en fremragende plade Janelle Monáe her har lavet, jeg synes det er et perfekt sommersoundtrack. Dirty Computer er sød musik i mine ører.

Denne artikel var Månedens Musik, august 2019.

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher