Se Helsingør nord fra din cykel – bogstavelig talt

10.06.20
Spring op på cyklen og tag med de lokale forfattere til deres yndlingssteder i den nordlige del af kommunen.

Cykelruten er baseret på Lokal Forfatterweb og Helsingør Leksikon. Alle citater er hentet derfra, og du kan læse meget mere om de enkelte forfattere og steder på hhv. Lokal forfatterweb og på helsingorleksikon.dk.

Se hele den nordlige cykelrute på Google Maps her.

Skulle du få lyst til at dele fotos af dine egne yndlingssteder undervejs, er du velkommen til at lægge billeder op på Facebook eller Instagram#helsingørkommunesbiblioteker 
og #påcykelturbogstaveligtalt.

Danserindebrønden


”Danserindebrønden står i det lille anlæg på hjørnet af Kronborgvej og Allegade i Helsingør. Skulpturen er udført af billedhugger Rudolph Tegner på bestilling af brygger Carl Jacobsen i 1910.”   


Læs mere om Danserindebrønden på Helsingør Leksikon her.

Rute

Cykl til venstre ad Kronborgvej over et kryds, og drej til højre ad Nygade. Følg vejen til venstre op ad Møllebakken, og fortsæt ad Esrumvej ud af byen.

Efter ca. 3 km kommer du til de lokale forfattere Bert Blom og Rolf Lunds yndlingssted, Teglstrup Hegn. Kør til højre lige over for Rema 1000, og find grusstien til højre. 1,5 km fra vejen kommer du til Klare Sø.

Teglstrup Hegn, Klare Sø


”Teglstrup Hegn indeholder forskellige geologiske seværdigheder. Kystbrinkerne ved Øresund er formet af skiftende landsænkninger og landhævninger efter den sidste istid. Spor af istidens smeltevandslinier, dannet for 12000 år siden, findes i skovens midterste del. I skoven findes derudover talrige moser og vådområder, Af særlig geologisk og botanisk interesse er de fredede højmoser Skidendam og Fandens Hul nordvest for Klaresø.”

Læs mere om Teglstrup Hegn på Helsingør Leksikon her.

Rute

Når Klare Sø skimtes til venstre mellem bøgetræerne, går en sti til højre. Den vælger du og følger stien rundt om Kobberdammen. Her bliver vejen asfalteret og hedder Bøssemagergade. Du passerer Hellebæk kirkegård og kommer til P-pladsen ved Hammermøllen, som i dag fungerer som bl.a. museum og café. Se mere på Hammermøllens hjemmeside her.

Hammermøllen


Hvis du på cykelturen gennem skoven støder på en mand med sorte briller og sixpence, er det højest sandsynligt den lokale forfatter Lars Kjædegaard , som ynder at cykle til Hammermøllen og drikke en kop kaffe.

”Hammermøllen i Hellebæk ligger i nr. 21 i Bøssemagergade over for bygningskomplekset med Mesterboligerne og Skæftergården. Den velproportionerede, hvidpudsede bygning med kampestensfundament og stråtag var i flere hundrede år Hellebæks betydeligste virksomhed. Den ene del af bygningen var indrettet til værksted og smedje med vanddrevne hamre, og den anden til beboelse.”

Læs mere om Hammermøllen i Hellebæk på Helsingør Leksikon her.

Rute

Cykl videre nordpå, og drej til venstre ad Nordkyststien efter jernbanen. Når du kommer til det åbne stykke ved Blegebakken, ser du en sump på venstre hånd.

 

Sumpskoven


Her finder du forfatteren Stine Askovs helt særlige yndlingssted: ”Et område, som er oversvømmet. Op ad det plumrede vand stikker halve og hele træer og rødder og hemmelige uhyggelige sager fra skoven, der en gang var. Det ligner et område, der er helt løsrevet fra den milde og venlige skov, det er omgivet af. Som om der lige der og kun der har været en krig, eller en katastrofe. Jeg ved ikke hvorfor mine øjne kan lide at se på det, der gemmer sig en dyb historie der inde.” Sådan fortæller Stine Askov på Lokal Forfatterweb.

Rute

Kør videre ad Nordkyststien, og drej til højre ad Krogebakke til Nordre Strandvej. Find Langebro, som går ud i vandet lige overfor.

Langebro i Ålsgårde


Gør som den lokale forfatter Michael Ford: Nyd den smukke udsigt fra Langebro over Øresund, med vandets magiske farveskift, til Slottet Kulla Gunnarstorp og med Kronborg Slot som silhuet i Helsingør. Eller tag en frisk dukkert, ligesom forfatteren Estrid Dyekjær gør hver morgen.


Rute

Kør videre ad Nordre Strandvej. Drej til højre ved Nordkyststien, som starter der, hvor Hornbæk Plantage begynder, når du kører ud af Ålsgårde.

Hornbæk Plantage


”Hornbæk Plantage anlægges i 1600 og 1700. Bønderne i Stenstrup, Saunte, Skibstrup og Ellekilde forsøger at bekæmpe sandflugten og klitdannelsen i et 800-900 meter bredt bælte langs med Øresundskysten.”

Hvis du går en tur i plantagen, møder du måske den lokale forfatter, Bodil Aline, på hesteryg. Det er nemlig et af hendes yndlingssteder, ligesom det er kollegaen Eve Bengta Lorenzens

Læs mere om Hornbæk Plantage på Helsingør Leksikon her.

Rute

Godt 2 km længere fremme, helt nede på stranden, finder du en række bunkere fra besættelsestiden.

Bunkerne


Også forfatteren Mikkel Rosengaard har en forkærlighed for stedet og især for bunkerne fra besættelsestiden, der bryder naturens harmoni. ”Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 indrettede Værnemagten forsvarsanlæg i Hornbæk Plantage. Spor af disse anlæg findes i dag på stranden ud for den store parkeringsplads ca. 1 km syd for Hornbæk. Havet har for ca. 20 år siden blotlagt 4 betonfundamenter for kanoner.”

Læs mere om forsvarsanlæg i Hornbæk Plantage på Helsingør Leksikon her.

Rute

1,7 km længere ud ad stien venter den dynamiske badeby, Hornbæk, med sin charmerende havn. 

Den gamle Kongevej


”I Nyrup Hegn ses flere steder rester af den ældste stenlagte Kongevej, som Frederik 2. fik anlagt i 1584. Den gamle Kongevej blev anlagt som en privilegeret forbindelsesvej mellem Frederiksborg og Kronborg og var forbeholdt kongen, hans følge og adelige personer.” Læs mere på Helsingør Leksikon.

Rute

Tilbage på Smedebakken cykler du videre og holder til højre mod Gurre. Drej til venstre i vejkrydset for en-den af Smedebakken i Gurre, og fortsæt ad Gurrevej. Gurre Slotsruin dukker op på højre hånd kort efter.

 

Hornbæk Havn


”Indtil 1820 havde man ingen havn i Hornbæk, og alle både blev trukket op på stranden. Det første fiskerne fik bygget, var en stenmole, en mole der blev startskuddet til en rivende udvikling for lejet. Mange i Hornbæk levede dengang af havet, både som fiskere og med handels- og fragtsejlads. Ønsket om en havn var stort, og man fik endelig færdigbygget og indviet havnen i 1875.”. Læs mere om Hornbæk havn på Helsingør Leksikon.


Rute

Fra havnen cykler du lidt hen ad Øresundsvej for at finde ned på Hornbæk Strand.

 

Hornbæk Strand


Hornbæk Strand er med sit fine, hvide sand og friske vand et yndet udflugtsmål. Der er flere kilometer badestrand, og i blæsevejr kan man opleve de vildeste kitesurfere. Den lokale forfatter og parterapeut Christiane Meulengracht skriver: ”Mit yndlingssted er Hornbæk strand ved stejlepladsen. Gerne på en dag, hvor vejret kan mærkes.”


Rute

Fra Øresundsvej drejer du til højre ad Nordkyststien og kører 3 km langs stranden, indtil grusstien møder asfaltvejen ved Dronningmølle. Drej til venstre ad Strandkrogen lige før campingpladsen, og find stien til højre ved et lille træskilt, der peger mod Tegners Museum. Herfra er der kun 1,5 km op ad en smal marksti - du kan også vælge at lade cyklen stå og gå derop. Efter en herlig tur gennem markerne ender du i Rusland – et smukt naturområde, som er et af den lokale forfatter og tidligere museumsinspektør Lone Hvass’ yndlingssteder.

Læs mere om Tegners Museum på Helsingør Leksikon her.

 

Rusland, Dronningmølle


”Tegners Museum og Statuepark er et kunstmuseum over en enkelt kunstner, billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950), planlagt og opført af kunstneren selv. Den bunkerslignende museumsbygning, der blev indviet i 1938 og renoveret i 2003, rummer en fast samling af omkring 250 af Rudolph Tegners skulpturer og udkast i gips, ler, bronze og marmor.”

Du kan gå på museum, eller du kan nøjes med at se 14 af Tegners bronzeskulpturer, som står i det bølgende landskab med lyngklædte bakker.

Læs mere om Tegners Museum og Statuepark på Helsingør Leksikon her.

Rute

Her ender cykelturen – med et skud billedkunst af Tegner - ligesom den startede.

Hjemvejen


Rute i alt

Herfra kan du vælge at cykle ned til Dronningmølle Station og få cyklen med i toget ind til Helsingør, eller du kan - ved en god vestenvind - suse de 18 km tilbage langs Strandvejen med de smukkeste udsigter ud over vand og skov – flere steder med Kronborg i sigte, og du har nu cyklet ca. 21 km.

God tur i de lokale forfatteres cykelspor!

 

Cykelrute mod syd

Prøv også cykelruten, der går mod den syd og se bl.a. Snekkersten, Espergærde med Egebæksvang skov og Gurre Slotsruin.

 

Lokal forfatterweb

Du kan læse om de lokale forfattere og se, hvad de har skrevet, på Lokal forfatterweb.