Danmarks første jernbanesabotage fandt sted ved Espergærde Station. Foto: Jernbanekilder.dk
Danmarks første jernbanesabotage fandt sted ved Espergærde Station. Foto: Jernbanekilder.dk

Helsingør under besættelsen

19.05.23
Danmarks første sabotageaktion foregik ved Espergærde, men ellers bestod modstandskampen mest af de risikable redningsaktioner over sundet.

Drengestreger på værftet

Efter at den danske regering var trådt tilbage i august 1943, blev der udført flere og flere sabotageaktioner rundt om i Danmark. Men ikke i Helsingør. Modstandsbevægelsen vægtede muligheden for at komme til Sverige højt og ønskede derfor ikke, at tyskerne patruljerede for meget i Nordsjælland.  I starten af krigen var der blot lidt drengestreger på Helsingør Værft, som producerede minestrygning for tyskerne. I august 1943 valgte værftsarbejderne at strejke, fordi deres krav om 20% risikotillæg for arbejdere på en krigsvigtig virksomhed ikke blev imødekommet.

Espergærde lagde skinner til den første jernbanesabotage i Danmark

Den 6. november 1942 lykkedes Helsingørs eneste jernbanesabotage. Ved Egebæksvang Skov cirka 800 meter fra Espergærde Station afsporede fire kommunisiske modstandsmænd toget på Kystbanen, og togtrafikken var herefter blokeret i 2½ døgn. Det var den første alvorlige sabotage mod tyske transporter i Danmark.

Aflytningscentralen i Sct. Olaigade

Foto af Sct. Olaigade i dag

I 1944 opdagede den tyskfødte telefonarbejder Karl Otto Bakowski , at der var en 'død' telefonlinje uden for Sct.Olaigade 19 i Helsingør. Han og hans fingernemme kollega fandt på at koble den og et aflytningsudstyr til telefoncentralen.

Hørte om interneringen af det danske politi

Dermed kunne Bakowski aflytte Gestapos samtaler. Hans rapporter blev sendt til de to modstandsgrupper Holger Danske og Ringen samt til Frihedsrådet og - gemt i dobbeltbundede madkasser - den militære efterretningstjeneste i Sverige. Den 19. september 1944 opfangede han for eksempel om den forestående arrestation af det danske politi, og var dermed med til at sikre mange politimænds overlevelse. Den 17. januar 1945 blev Bakowski arresteret af Gestapo. Han blev interneret i Frøslevlejren i Sønderjylland og undgik kz-lejr, da alle beviser mod ham forsvandt ved englændernes bombning af Shellhuset i København. 

Flammen og Citronen

Snekkersten Kro (i dag Kystens Perle) var mødested for både intetanende danskere, modstandsfolk og tyskere. Her kom fiskere, lokale handelsfolk og sognerådsmedlemmer fra Tikøb Kommune. Gestapo holdt også gerne til på kroen. Ind i mellem vrimlede det med modstandsfolk; blandt andet kom Holger Danske-gruppen med Flammen og Citronen her jævnligt. De to sagnomspundne frihedskæmpere blev dræbt af tyskerne i oktober 1944, men nåede forinden at likvidere stikkere, finde gemmesteder til engelske piloter, stjæle benzin og våben fra tyskerne. Og så samarbejdede de med de grupper i Helsingør, bl.a. Syklubben, som hjalp jøder og modstandsfolk over Øresund til friheden i Sverige.
Læs mere om Syklubben og flygtningeruterne over Øresund her på helsbib.dk under Da Helsingør reddede 5000 jøder.

Stikkerne på kroen

Det livlige miljø på Snekkersten Kro tiltrak også stikkere, men som et medlem af modstandsgrupperne Sundets Venner sagde, var "de nemme at spotte". For de kom åbenlyst og lagde 500 kr. på bordet og bad om at blive fragtet over til Sverige.

 

Foto af Villa Wisborg

I sommeren 1943 rykkede Gestapo ind i vandrerhjemmet Wisborg på Søndre Strandvej 29. Wisborg blev det lokale hovedkvarter med forhørsrum og fængsel i kælderen. Det betød en effektivisering af efterretningstjenesten og mange flere blev arresteret. Fra det tidspunkt og til krigens slutning den 4. maj 1945 blev godt hundrede helsingoranere interneret, og to mistede livet i tyske kz-lejre.

Gestapo skyder to modstandsfolk

I starten var den største fare, at nogle af flygtningene efter ankomsten til Sverige sendte postkort hjem med detaljerede beskrivelser af flugtruten og hjælperne! Den 10. august 1944 gik det dog helt galt. En stikker på kroen overhørte en telefonsamtale, hvorefter Gestapo likviderede to unge modstandsfolk ud for Grønnegangen 34 i Snekkersten. Derefter arresterede tyskerne gæsterne på kroen og kroejer Henry Christian Thomsen. Sidstnævnte overlevede ikke opholdet i Neuengamme.

Læs mere om Syklubben og Helsingørs indsats for at redde de danske jøder

Læs mere om redningen af de danske jøder og flygtningetransporterne til Sverige her på helsbib.dk under Da Helsingør reddede 5000 jøder.

 

Foto af mindesten for H.C. Thomsen

Mindestenen for Henry Christian Thomsen overfor Kystens Perle på Strandvejen 130.
 

Fotos

  • Villa Wisborg i 1945. Foto: Paula Dahl
  • Togafsporingen ved Espergærde Station 7. november 1942. Fra jernbanekilder.dk
  • Mindestenen ved Strandvejen 130. Helsingør Kommunes Biblioteker.
Materialer