Lokal forfatterweb

Rolf Lund på Espergærde Bibliotek
Torsdag den 15. november kl. 19. Fri entré.

Rolf Lund – fra kogebøger til samfundsfiktion

Lokal forfatterweb Af: Biblioteket 2. Nov 2018 0 kommentarer
Mød Rolf Lund på Espergærde Bibliotek torsdag den 15. november kl. 19, når han fortæller om arbejdet med sin første roman.

Den lokale forfatter, der er mest kendt for sine Kogebøger for Fattigrøve, er for nylig debuteret som romanforfatter med romanen 'Intet tilgivet'. Romanen foregår i tiden op til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København for godt 11 år siden.

Krimiforfatteren Jesper Stein kom tæt på temaet i sin roman 'Uro', der foregår på Nørrebro, men Rolf Lund er den første, der bruger de dramatiske måneder i 2006-2007 som hovedtemaet i en fiktion.

I bogen forelsker Maja, der går i 1.g, sig i aktivisten fra Ungdomsuset, Morten. Samtidig møder Majas mor sin ungdomskæreste, Bjarne, der er politibetjent.

Gennem de to hovedpersoner, Maja og Bjarne, får vi både de unges og politiets synsvinkel på urolighederne, og det bliver naturligvis helt kritisk, da de to møder hinanden i en politiaktion i Ungdomshuset.

Grundig research

Ligesom i kogebøgerne for fattigrøve har Rolf Lund sat sig grundigt ind i sagen. Er det stadig solidariteten med de unge og mindrebemidlede, der driver den 62-årige lokale forfatter?

Mød ham på Espergærde Bibliotek, torsdag den 15. november kl. 19 og hør om hans omfattende research blandt brugere af ungdomshuset, hos myndigheder og politi.

Der er fri entré til forfatteraftenen, men tilmelding er nødvendig. Billetter kan fås på billetten.dk eller på et af kommunens biblioteker. Se mere her.

Man kan læse mere om Rolf Lund på Lokal Forfatterweb på helsbib.dk.

Tilføj kommentar

Materialer: