Lokal forfatterweb

Anette Leck Bachmann

Ny forfatter i Helsingør – Anette Leck Bachmann debuterer med novellesamling

Lokal forfatterweb Af: Biblioteket 9. Aug 2019 0 kommentarer
’Nu kunne hun godt gå hjem’ hedder den lille, tiltalende bog, som Anette Leck Bachmann fra Helsingør netop har udgivet på forlaget Jernspurv.

Anette Leck Bachmann er tidligere socialrådgiver, hun er født i Lyngby og bor nu i Helsingør. Hun er ikke som de fleste andre danske skønlitterære forfattere uddannet på Litteraturhistorie, men som barnebarn af forfatteren Leck Fischer har hun fået skrivelysten i blodet i en tidlig alder.

Anette Leck Bachmanns stil er minimalistisk og præcis og henvender sig til en læser, der kan læse mellem linjerne. Der er en originalitet i Leck Bachmanns noveller, som får én til at tænke på Samuel Beckett og den norske Kjell Askildsen, som også tematiserer menneskets (håbløse?) opgave med at fylde livet med mening.

Fortælling efter fortælling indføres vi i et hverdagsdrama i et næsten hermetisk lukket univers, hvor jeg´et foretager små raids i kvarteret, på caféen og i supermarkedet. Et jeg, der er hyperfølsomt overfor den mindste rørelse, og som efterlader læseren på en gang løftet af sprogets fine æstetik og foruroliget af den mangel på mening og uafgjorthed, novellerne ender med.

Bogen kan lånes på biblioteket.

Læs om Anette Leck Bachmann på Lokal forfatterweb.

Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.
 

Tilføj kommentar

Materialer: