Lokal forfatterweb

Birgitte Jørkov:
"Helsingør by er en evig og fascinerende inspirationskilde. Man skal bare åbne sine øjne og spørge sig selv, hvorfor byen ser ud, som den gør, så kommer ideerne."

Birgitte Jørkov

Lokal forfatterweb Af: Biblioteket 26. Jan 2018 0 kommentarer
Birgitte Jørkov (f. 1946) er cand.mag. i dansk, historie og filosofi og tidligere gymnasielærer. Hun bor i Snekkersten og skriver historiske romaner og middelalderkrimier.

Har bl.a. skrevet:

Kære datter, du må vide - en historisk roman - Demeter, 2018

Svenske fru Birgitte – en historisk roman - Demeter, 2015
Genganger, gotisk krimi
Drengen fra Danzig, føljeton for børn. – Weekendavisen, 2011-2012
Helsingørkrimier: Vor Frues sorte søndag, Når himlen falder ned, Vesten for Øret, Dødssynder. - Hovedland, 2001-2011

Hvad skriver du om? 

Jeg skriver historiske romaner, og jeg skriver om kvinder og kvindevilkår.

Da jeg begyndte at skrive romaner, vidste jeg ikke, at det var det, jeg ville, men efter jeg havde skrevet nogle stykker, kunne jeg se, at det var det, der optog mig.

Jeg er optaget af historie (jeg er faghistoriker), og jeg er kvinde. Mens jeg studerede, var jeg ikke synderlig optaget af kvinders historie. Jeg var mest optaget af den politiske og økonomiske historie, men jeg bemærkede dog, at kvinder stort set var fraværende fra den historiske litteratur. Det store hul vil jeg gerne være med til at fylde ud.

Hvad inspirerer dig?

Historien. Både den historie, man kan læse sig til i bøgerne, og den historie, vi bogstavelig talt går rundt i.

Helsingør by er en evig og fascinerende inspirationskilde. Man skal bare åbne sine øjne og spørge sig selv, hvorfor byen ser ud, som den gør, så kommer ideerne. Der er sket så meget, som fortsat betyder noget for os, der lever i dag.

Har du et lokalt yndlingssted?

Ja, masser, hele byen, men mest holder jeg af Sct. Mariæ, kloster og kirke. Det er et fantastisk sted, både til at søge ro og til at læse historien ud af murstenene.

Jeg er også meget glad for hjørnet af Stengade og Færgestræde, der hvor jeg lod Elne Jeps have sin købmandsgård i midten af 1400-årene.


Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.

Tilføj kommentar

Materialer: