Lokale forfattere – helt aktuelt
Det er helt aktuelle velskrevne romaner - måske skrevet af din nabo. Nogle foregår i Helsingør, nogle i nutiden, nogle i fortiden. Vi skal altså læse både nutidsromaner, historiske romaner samt en enkelt krimi. Du kan læse mere om de seks forfattere på Lokal Forfatterweb.
Mandage kl. 14.30-16.00, Studierum 9, Kulturværftet.
Tovholder: Bibliotekar Hanne Pedersen.
13. september 2021
Stine Askov: Katalog over katastrofer
Stine Askov er vokset op i Ålsgårde. Romanen handler om en almindelig pige med en barsk barndom i en ualmindelig familie i 1980’ernes Danmark, nærmere bestemt Ålsgårde. Romanen var nomineret til DR’s romanpris 2021.
25. oktober 2021
Stine Bolther og Line Holm: For barnets bedste
Generalsekretæren for Røde Kors findes myrdet med et karakteristisk tegn henover maven. Samme tegn finder historiker Maria Just i gamle mordsager. Drabsefterforskerne Dirk og Dahlin har svært ved at se en sammenhæng.
6. december 2021
Christine Tjalve: Fugleflugt
Thea har mistet sin far, og for noget tid siden, også sin mormor. Hun er rejst fra USA og en kæreste. Hun står nu i et vadested, i sin mormors gamle hus nær Vadehavet og skal finde ud af, hvad hun vil med livet.
17. januar 2022
Birgitte Jørkov: Magt over Ret
Helsingør, 1517. En ny Helsingørkrimi bygget over en spændende historie fra 1517, da Poul Helgesen var subprior ved karmeliterklostret. Poul Helgesen var inspireret af de samme tanker som Martin Luther. Han ville lave om på den katolske kirke. Parallelt med hans historie får vi en skæbnefortælling om en del af Eline Ølkones liv
28. febuar 2022
Martin Davidsen: Døden på den gustengule hest
Helsingør, omkring år 1535. Laurits Bogbinder, der bor i Sct. Olaigade 16, dengang kaldet Mellemgaden, er en ganske almindelig, ærlig mand, der gerne vil leve i fred. Det er svært i en tid, hvor munkene i Karmeliterklostret kæmper for at bevare deres katolske overbevisning, mens samfundet omkring dem bliver protestantisk. Laurits bliver involveret i en mordsag, som han skal opklare.
28. marts 2022
Gertrud Tinning: En uretfærdig tid
København, 1885. En grufuld arbejdsulykke på væveriet åbner Nellys øjne, for de bestialske vilkår for de kvindelig arbejdere. Hun, og senere den jyske bondepige Anna, indleder en kamp mod de stærke arbejdsgivere for at opnå retfærdighed og rettigheder for kvinderne.