Små, farvede huse op ad en fjeldside i en færøsk bygd
Foto: Robert Bahn, Unsplash

Læseklub - Ny nordisk litteratur

01.08.22
Seks romaner fra fire nordiske lande. Vi skal vidt omkring i tid, tekst og handling.

Bl.a. skal vi læse en debutant fra Norge, der skriver om tjenestepigen Brynhild, som rejste fra Norge til USA i slutningen af 1800-tallet og endte som Amerikas største kvindelige seriemorder!
En anden bog jeg vil fremhæve er ’Eufori’, hvor vi møder den store, engelske poet Sylvia Plath. Fortællingen tager udgangspunkt i hendes turbulente forhold til en anden poet, Ted Hughes. En vild historie, som giver os et helt andet billede på Sylvia Plath. Glæd jer til en rejse ind i ny og spændende nordisk litteratur.

Læseklubben afholdes torsdage kl. 16-17.30, Studierum 9, Biblioteket Kulturværftet

Bemærk: Ingen tovholder

29. september 2022:
Elisabet Jökulsdóttir (Island): Aprilsolskinskulde
Da den unge kvinde Védís mister sin far, følger en sorg, der bliver udgangspunkt for stor kærlighed, misbrug og en rejse i et mentalt forvrænget univers. For læsere af islandsk og poetisk litteratur.

27. oktober 2022:
Daniel Dalgaard (Danmark): Sfinx
Roman i syv dele om alt det, der former os som mennesker. Romanen bevæger sig fra besættelsestiden til nullernes backpackerliv. For læsere af dansk socialrealisme, samtidsromaner og nordisk litteratur.

24. november 2022:
Johanna Hedman (Sverige): Trioen
Thora, Hugo og August kommer fra tre forskellige verdener. Da Hugo flytter til Stockholm for at studere bliver han venner med Thora og August. De tre bliver tæt knyttet, men balancen i venskabet er svær. En vellykket og moden New adult roman for både voksne og unge læsere.

12. januar 2023:
Hanne Ørstavik (Norge): Ti Amo
Det skulle have været en stor kærlighedshistorie, men kærligheden har fået en udløbsdato. Hun er flyttet fra Norge til Italien for at bo sammen med sin italienske kærlighed, men han rammes af en hurtigt voksende kræft, som han ikke vil kunne overleve. For læsere, der kan lide romaner om mennesker og parforhold.

9. februar 2023:
Victoria Kielland (Norge): Mine mænd
Det norske talent Victoria Kiellands kritikerroste ’Mine mænd’ er en stærkt poetisk og fængslende roman om tjenestepigen Brynhild, som rejste fra Norge til USA i slutningen af 1800-tallet og endte som Belle Gunness, Amerikas største kvindelige seriemorder. ’Mine mænd’ er en litterær fantasi frit inspireret af faktiske hændelser om tjenestepigen Brynhild, som i slutningen af 1800-tallet emigrerede til USA og blev til Bella Sørensen og siden Belle Gunness i La Porte, Indiana. Efter sin død blev Belle kendt som Amerikas første kvindelige seriemorder. Kielland skriver i et vildt og poetisk sprog om en ødelagt kvinde, der altid længes; om at gå til verdens ende, om dem, der nægter at miste sig selv, om hvem der må leve, og hvem der må dø: ”Den som elsker med hele sit væsen, vil aldrig overleve kærligheden.”
 

9. marts 2023:
Elin Cullhed (Sverige): Eufori
I Eufori møder vi Sylvia Plath sidst i tyverne – i hvad der skulle vise sig at blive forfatterens sidste år. Men det er ikke en apatisk fortælling om selvmord. I stedet er det en rasende, tindrende, balstyrisk medrivende historie om moderskab, kvindeliv og kunstnerisk skabelse i ægteskabet med Ted Hughes, der af samtiden blev betragtet som en vigtigere stemme end Plath selv. Hun måtte altid stå tilbage for ham, men hendes indre liv i Cullheds gestaltning viser et lysende intellekt og en forfatter af højeste karat.

Tilmeld dig læseklubben