Foto af maleri af Maria med barnet
Cranach: Maria med barnet. SMK

Læseklub - Moderskab

01.08.22
Flere og flere bøger sætter ord på de mørke sider af moderskabet og gør op med samfundets mange forestillinger om, hvordan det er at blive og være mor.

I eventyr - og op gennem litteraturhistorien - beskrives mødre ofte som enten gode eller onde. Moderskab og fødsler er ikke blevet behandlet særlig nuanceret i litteraturen. Vi har fundet et par ældre eksempler, som vi sammenligner med de nye udgivelser.

Læseklubben Moderskab afholdes tirsdage kl. 16-17.30, Studierum 9, Biblioteket Kulturværftet

Tovholder: Bibliotekar Lisbeth Jensen

4. oktober 2022:
Marie Bregendahl: En dødsnat (1912)
En gårdmandskones dødskamp i barselssengen udløser et virvar af følelser hos familien, især hos de to halvvoksne døtre.

1. november 2022:
Dea Trier Mørch: Vinterbørn (1976)
Romanen følger nogle kvinder på Rigshospitalets fødeafdeling og det fælleskab, der opstår imellem dem, trods deres forskellige baggrund.

6. december 2022:
Maja Lucas: Mor: en historie om blodet (2016)
En ung mor går til i frustration og vrede over, at den store moderfølelse ikke indfinder sig. Hun føler sig invaderet af sit barn og længes efter at være sig selv og at have kontrol over sit liv.

31. januar 2023:
Dy Plambeck: Til min søster (2019)
Søstrene Aya og Andrea kører til Sverige med et haglgevær og Ayas toårige datter Nola i bilen. Andrea har forladt sin voldelige kæreste, og Aya skal tale om J.P. Jacobsens ungdomsveninde, Anna, ved en historisk konference.

7. marts 2023:
Olga Ravn: Mit arbejde (2020)
Anna har netop født sit første barn og bor i Stockholm med sin kæreste Aksel. Men hvor bliver lykken af? En gribende fortælling om fødselsdepression i en genreblanding af både prosa, digte og breve.

18. april 2023:
Johanne Mygind: Kærlighedens år (2021)
Nanna er dokumentarist og forsøger at forstå sin egen historie ved at fortælle sin families historie i en podcastserie. En rå og rørende fortælling om mødre og døtre, om kvindeliv og kampen om kvindefrigørelse.

Tilmeld dig læseklubben

Foredrag om moderskabet

 Simone Limoes

 

Den 4. oktober kan du møde forfatter, Liv Nimand Duvå, som præsenterer sin nyeste udgivelse ’Mødrenes hus’ ved et arrangement på Biblioteket Kulturværftet.
'Mødrenes hus' er en stærk fødselsfortælling om forventningens glæde, afmagt og smerte. 

Efterfølgende inviterer forfatteren til dialog, om moderskabet, på tværs af generationer. 

Læs mere og hent en gratis billet ved at følge dette link til vores hjemmeside helsbib.dk: Fødsler, moderskab og nye fællesskaber.