Bord med bøger. To personer står foran.
"Her er masser af godt læsestof", fortæller bibliotekarerne Annebeth og Daniel.

Læseklub - Håndplukket

01.08.22
I denne læseklub har vi håndplukket en række af de seneste års bedste og mest efterspurgte bøger på biblioteket.

Det er meget forskellige bøger, men et fællestræk er, at de giver store læseoplevelser og masser af samtalestof.

Læseklubben afholdes torsdage kl. 15.30-17.00, Espergærde Bibliotek

Tovholder: Bibliotekar Annebeth Larsen Møller

22. september 2022:
Lone Hørslev: Halvt i himlen
Lone Hørslev fortæller sin oldemors historie i en roman om kvinder, kærlighed og overlevelse i 1920'ernes fattige del af København. De unge søstre, Ellen og Dagmar, bor i Pisserenden med deres mor og bror, og de må knokle for overlevelsen. En sommeraften forelsker begge søstre sig, og en ny, fantastisk og farlig verden åbner sig.


27. oktober 2022:
Jesper Stein: Rampen
Hudløs ærlig biografisk roman af og om krimiforfatteren Jesper Stein, og i særdeleshed om hans forældre og deres skilsmisse samt de voldsomme konsekvenser, den får.  

1. december 2022:
Valérie Perrin: Vand til blomster
Poetisk og smuk fortælling om den elskværdige kirkegårdspasser Violette Toussaint. Hendes hus emmer af liv og varme, og hun får jævnligt besøg af både kirkens medarbejdere og fremmede. En dag banker Julian Sole på hendes hoveddør. Han har fået besked på at sætte sin mors urne ved en fremmed mands gravsted. Langsomt går det op for Julian og Violette, at de deler en helt særlig historie…


12. januar 2023:
Iben Mondrup: Vittu
Grønlandske Vitus bliver adopteret af Alice og Stig. Alice udvikler med tiden et symbiotisk og grænseoverskridende forhold til adoptivsønnen.
’Vittu’ er en besættende smuk, medrivende og foruroligende roman om den hårfine balance mellem nærende kærlighed, forvirrende fascination og usund afhængighed.


9. februar 2023:
Isabel Allende: Violeta
Violeta kommer til verden på en blæsende dag i 1920 som den første datter i en familie med fem højlydte sønner. Fra begyndelsen tegnes hendes liv af store begivenheder, da den spanske syge rammer hendes hjemlands kyster i Sydamerika, mens familien stadig mærker efterdønningerne af 1. Verdenskrig.

9. marts 2023:
Merete Pryds Helle: Det vågne hjerte
’Det vågne hjerte’ er en selvstændig fortsættelse af ’Folkets skønhed’ og ’Vi kunne alt’. Til sammen danner romanerne en stor episk fortælling. Fra Langelands husmødre i 30'erne, via 70'ernes nye forstadsliv, når vi frem til rødstrømpebevægelsens pulserende hjerte på Kvindehøjskolen, sommeren 1984.


Tilmeld dig læseklubben