Nordisk litteraturfestival: nORD - den 16. og 17. september.

Katja Kettu

Af: Biblioteket 10. Aug 2016 0 kommentarer
Tags: 
Hun er født i Lapland, hun er forsanger i et finsk punkband, og så er hun forfatter til den omstridte finske bestseller, Jordemoderen. Katja Kettu kommer til nORD lørdag 17/9.

Solgt til 18 lande

Den blev den mest solgte bog i Finland, det år den udkom. Den blev solgt til udgivelse i 18 lande og filmatiseret. Udgivelsen af romanen 'Jordemoderen', som er inspireret af virkelige hændelser, gik ikke stille for sig. Og 'Jordemoderen' er heller ikke nogen lavmælt roman. Med rå, sanselig kraft dykker Katja Kettu ned i et lands skamfulde fortid og hiver brutalt plasteret af såret. 

Forelsket i fjenden

Året er 1944, Laplandskrigen ulmer. Finland samarbejder med Nazityskland. Fødselshjælperen Vildøje møder den tyske SS-officer Johannes og forelsker sig i ham. Begge arbejder de i en fangelejr, hvor de russiske krigsfanger bliver behandlet uden skånsel. Da alliancen mellem Finland og Tyskland begynder at smuldre, må Vildøje stille sig selv spørgsmålet, hvad gør man, når man er forelsket i fjenden? 
Med Jordemoderen skriver Katja Kettu, om det, man ikke må tale om, og trækker dynen væk under en kollektiv national amnesi. Men 'Jordemoderen' er også en universel fortælling, skrevet med voldsom sproglig virtuositet, om en forbudt lidenskab og om, hvor langt kærlighed kan drive mennesket.

Litterær kendis i Finland

Katja Kettu (f. 1978) har sammen med finlandsk-svenske Kjell Westö og estisk-finske Sofi Oksanen revitaliseret den finske litteratur og givet den fornyet status i udlandet. Kettu var en af de indbudte finske forfattere til Frankfurt Book Fair, da de i 2014 havde fokus på, hvad de kaldte 'Finland. Cool'. Kettu er opvokset i Rovaniemi i Lapland.  Hun er i dag en litterær kendis i Finland, og kan også skrive klummeskriver, filminstruktør og forsanger i punkbandet Confusa på sit CV. 'Jordemoderen' er hendes tredje roman og hendes store internationale gennembrud. Bogen er tildelt en lang række priser, herunder den prestigefyldte Runebergpris samt flere priser for bedste udenlandske roman.
 

'Poetisk og rå som en rocktekst. En Karen Blixen i det høje nord.' 
- Jyllands-Posten

 

Se programmet for nORD.
 

Ny nordisk litteraturfestival, nORD

nORD er Kulturværftets store nordiske litteraturfestival med forfattersamtaler, interviews, oplæsninger og performance. nORD foregår i år den 16. og 17. september.

 

Tilføj kommentar