nORD

Hanne Kvist

- Privat gruppe - Af: Biblioteket 31. Aug 2016 0 kommentarer
nORD
Hanne Kvist arbejder både som forfatter og illustrator.

Hun er uddannet grafisk designer og har nu en stor børnebogsproduktion bag sig. En af hendes første bøger ’Drengen med sølvhjelmen’, udløste Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og blev kendt som forlæg for filmen ’Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger’. I dag, d. 2. september, har Hanne Kvist modtaget Gyldendals Børnebogspris.

Giver stemme til børn

Hanne Kvists bøger giver ofte stemme til de børn, der dagligt forsøger at navigere under de voksnes sære og, for barnet, altafgørende beslutninger. Det handler ofte om relationer - og om dyr. Lun humor er næsten altid indblandet, når Hanne Kvist tager fat på livets udfordringer for hovedpersonerne og heldigvis er der også ofte en ven i sigte.
Hanne Kvist var nomineret til den Nordiske børne- og ungdomspris for billedbogen ‘To af alting’, der handler om en dreng, der glæder sig til forældrenes skilsmisse, fordi han så får to af alting. Hanne Kvists bøger er oversat til mange sprog, deriblandt norsk og svensk.

Lukket arrangement for skoleelever

På nORD fortæller Hanne Kvist om sin seneste bog ’Dyr med pels – og uden’ ved et lukket og udsolgt arrangement for kommunens 5. klasser. ’Dyr med pels – og uden’ handler om Freddy, der hele tiden flytter. Endelig er han faldet lidt til i Herlev, da de igen skal på farten. Bogen er en logisk og bevægende blanding af roman og tegneserie. Når livet bliver for indviklet for med papsøskende og hamsterdrab, står Freddy af og der bliver romanen til tegneserie.

Forfatterskole

Hanne Kvist har altid mange projekter og skitser undervejs på sit bord og hun underviser også på Forfatterskolen v. Århus universitet. Desuden har Hanne undervist på Brønderslev forfatterskole, hvor en anden af deltagerne i nORD, Emma Elisabeth Nielsen har gået.

Læs mere


Foto: Thomas Dohn

Tilføj kommentar