Læse

Sommerlæsning!
Bibliotekets personale anbefaler

Fantasy og Sci-Fi

Læse Af: Biblioteket 19. Jun 2018 0 kommentarer
Fantasy er ikke kun for børn. Science fiction har altid været populært og en nyere undergenre som horror har kun øget læselysten.

Retur til Sommerlæsning

Magiens farve - serien Diskverden

af Terry Pratchett
En fantasyserie der er proppet med underfundig humor og talrige referencer til verdenshistorien, litteratur, musik, kunst og meget andet. Tag med til byen Ankh-Morpork og mød alle de skæve eksistenser, heriblandt Døden.
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Tusinde etager

af Katharine McGee
Et fremtidsdrama, hvor man har samme problemer som i dag. Social status, venner, familie, kærlighed og bedrag; alt sammen placeret i Tårnet - et 1000 etagers højhus på Manhattan i år 2118 …
Anbefalet af
bibliotekar Dorthe Hansen

Shamran - den som kommer

af Bjarne Reuter
I det nye hus opdager Filip et maleri, som virker dragende på ham. En nat træder tre mænd ud af billedet og tager ham med til landet Tronn, hvis indbyggere enten er døve, stumme eller blinde. Fantasy - også for voksne!
Anbefalet af
webredaktør Søren Skovgaard Nicolaisen

En konges vej

af Brandon Sanderson
Sanderson skaber en levende verden med store helte, et par anti-helte og almindelige mennesker, der har forskellige motiver for at gøre, hvad de mener er moralsk korrekt. En episk roman og dette er kun første del.
Anbefalet af
bibliotekar Dorthe Hansen

Nøglen til Medusa

af Philip Reeve
I en fjern fremtid uden ressourcer er byer blevet til maskiner der bevæger sig rundt efter de få ressourcer der er tilbage. Tom bliver ved et uheld efterladt i vildmarken og må kæmpe sig tilbage til London, alt imens et komplot er under opsejling.
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Kraften

af Naomi Alderman
En kraft er vågnet i verdens teenagepiger, en evne til at give elektriske stød. Langsomt vendes magtbalancen mellem kønnene, og det bliver startskuddet til en verdensomspændende revolution. Men skaber de nye kvindelige magthavere et bedre samfund?
Anbefalet af
bibliotekar Nadin Haddad Vinter

Ready Player One

af Ernest Cline
I en fremtid uden meget håb hvor alle er en del af onlineverdenen OASIS, øjner Wade 'Parzival' Watts chancen for at løse en gåde efterladt af OASIS’s skaber og dermed ændre sin egen og alle andres fremtid.     
En rigtig page-turner!
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Kadavermarch

af Dennis Jürgensen
Rundt om på jorden genopstår de døde som kødædende zombier pga. gensplejsnings-eksperimenter. Bagmændene - en lille gruppe internationale velhavere - har forskanset sig på Isslottet i det nordvestlige Sjælland.
Anbefalet af
webredaktør Søren Skovgaard Nicolaisen

Temeraire

af Naomi Novik
Fantasy blandes med historie i Napoleons-krigenes Europa, hvor drager indgår som en del af de stridende hære. Den forfalder ikke til de sædvanlige fantasyfælder, hvilket er et frisk pust i en genre der til tider er præget af konventioner.
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Månens kald

af Patricia Briggs
Den første bog i serien om Mercy Thompson, der kan ’walke’ (omdanne) sig til prærieulv. Vi er i en verden, der ligner USA til forveksling, men med varulve, vampyrer og feer. Et drama med mord, stoffer og en magtkamp, hvor en forholdsvis svag walker tager kampen op for at beskytte sig selv og sine.  De næste bøger i serien bliver bare bedre og bedre.
Anbefalet af
bibliotekar Mirma Jung Henriksen

Superman: Red Son

af Mark Millar
Alle kender Superman, men hvad hvis han var styrtet ned på jorden bare senere og der-for landet i Sovjetunionen? Et tankevækkende blik på Superman som forsvareren af de kommunistiske idealer og Lex Luthor som manden der skal redde USA.
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Djævelens lærling

af Kenneth Bøgh Andersen
Første bind i serien om ’Den store djævlekrig’. Den gode dreng Filip ender ved en fejl i Helvede. Den er barsk - men med et glimt i øjet. Målgruppen er fra 12 år - voksne kan sagtens læse med.  Jeg var hooked fra starten. Der er seks dejligt uhyggelige bind i serien.
Anbefalet af
bibliotekar Jette Eriksen

De utilpassede

af John Kenn Mortensen
Johan bor på Lolland og det er formentlig også her han kommer til at dø! Alle de voksne er nemlig blevet til vampyrer og nu er det op til Johan og vennerne at redde Lolland fra mørkets kræfter. Tilsæt blod, bandeord og heavy metal.
Anbefalet af
bibliotekar Ian Spence

Tilføj kommentar

Materialer: