Viden

De to danske nominerede forfattere til Nordisk Råds litteraturpris 2019 er...

Viden Af: Biblioteket 21. Feb 2019 0 kommentarer
Mød dem i aften!

Jonas Eika for 'Efter Solen' og Helle Helle for 'de' - mød dem begge her på Biblioteket Kulturværftet i aften d. 21. februar kl. 19.00 - 20.30.

I aften vil de to kandidater fortælle om deres indstillede værker og om, hvad Nordisk Råds litteraturpris betyder for et forfatterskab.

Biblioteket Kulturværftet i Helsingør lægger igen i år hus til et møde med de to danske nominerede til Nordisk Råds litteraturpris. Det sker i aften klokken 19.00-20.30, hvor kulturjournalist Tore Leifer interviewer de danske forfattere. Nordisk Råd har netop løftet sløret for, at de to danske nominerede er Helle Helle og Jonas Eika. Tillykke!

Jonas Eika (f. 1991) er nomineret for sin novellesamling ”Efter solen,” der udkom i 2018. Han dimitterede fra Forfatterskolen i 2015, og det er hans blot anden udgivelse. Han har tidligere i år modtaget Montanaprisen for ”Efter solen,” og i 2016 modtog han Munch-Christensens debutantpris for romanen ”Lageret Huset Marie”.

Helle Helle (f. 1965) er nomineret for sin roman ”de,” der ligeledes udkom sidste år. Hun har igennem karrieren vundet et hav af store priser, herunder De gyldne laurbær i 2012. Helle Helle er også tidligere blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris og debuterede med ”Eksempel på liv” i 1993.

Prisen blev oprettet i 1961 af de nordiske lande, og den er siden 1962 blevet uddelt hvert år til en lang række store forfattere. Det er tredje år i træk, at Biblioteket Kulturværftet har indbudt de nominerede forfattere til at komme som en del af samarbejdet i forbindelse med nORD –  Nordisk Litteraturfestival, der foregår på Kulturværftet til efteråret.

De danske ordekvilibrister er langt fra sikre på at løbe afsted med prisen. Sidste år gik den til islandske Auður Ava Ólafsdóttir, der besøgte nORD kort tid før hun modtog prisen. Arrangementet er gjort muligt gennem et eksklusivt samarbejde mellem Nordisk Ministerråd og Biblioteket Kulturværftet og finder sted på Dækket, 2. etage.

Læs mere om de nominerede på norden.org

Fri entré. Tilmelding på billetten.dk eller på biblioteket.

Læs mere om de to forfattere og deres romaner på litteratursiden.dk.

 

Køb billetter til nORD - Nordisk Litteraturfestival 2019

I år finder festivalen sted fredag d. 13. og lørdag d. 14. september 2019 på Kulturværftet.

Early Bird billetter koster:

1 dag - 124 kr.
2 dage - 214 kr. 

Løssalg 1 dag - 165 kr. 

Læs mere og køb billetterne her.

Følg med på facebook og Instagram og få løbemde nyheder om de forfattere og kunstnere, der gæster nORD 2019

 

 

Tilføj kommentar

Materialer: