Marie Bregendahls bog "En dødsnat"

Se filmen Du som er i himlen og læs Marie Bregendahls forlæg

12.08.22
I år er der kommet nyt fokus på Marie Bregendahl, fordi hendes hovedværk 'En dødsnat' er blevet filmatiseret. Filmen hedder 'Du som er i himlen' og er instrueret af Tea Lindeburg. Det er hendes debutfilm. Filmen kan ses gratis på Filmstriben.dk

af bibliotekar Vivi Larsen

Moderen dør i barselsseng

Marie Bregendahl levede 1867-1940. Hun var den ældste af 7 søskende og moderen dør i barselsseng, da Marie er 12 år. Hun vokser op på solid bondegård i Jylland, og bliver gift med Jeppe Aakjær, som hun får en søn med. De flytter til København, hvor Marie bliver boende efter de bliver skilt i 1900. 'En dødsnat', der udkom i 1912, fortæller om en 12-årig piges tanker, rædsel, håb og sorg i en nat, hvor hendes moder –til sidst – dør i barselsseng. Hele fortællingen er fra barnets/pigens synsvinkel. Det er rørende uden at være sentimentalt og fortæller om kærligheden til moderen og de små søskende, splittelsen mellem håbet og realiteten på en måde, så alle, der selv har prøvet at vente på en elsket persons død, vil genkende og lide med pigen.

Tråde til vor tid

I 'Sødalsfolkene' af Marie Bregendahl kan man læse om Sødalsfolkenes liv på Viborgegnen omkring 1870. Rigtig gamle dage på landet, men med kulturelle tråde til vores egen tid – f.eks. kvindernes stilling og muligheder i livet, nedarvede traditioner, hvad er rigtigt og hvad er forkert i vores måde at forvalte livet på.

Social indignation

I novellen ” Ved Lars Skrædders Sygeseng” er det også en dødskamp der beskrives, men uden sørgende slægtninge. Lars Skrædder ligger på sit dødsleje i et usselt hummer på en tilfældig gård, hvor konen i huset ikke under ham det mindste. Lægen tilkaldes og til ham fortæller og genkalder Lars og lægen sig sammen Lars´ liv, som har været en lang kamp for at opretholde livet, men hvor tildragelser bestandig har slået ham ned. Den fattige mands kamp for overlevelse er beskrevet med en god del social indignation.

Læs mere om Marie Bregendahl 

Læs mere om filmen 'Du som er i himlen'

 

Materialer