Læse

Kærlighedens kvababbelser

Læse Af: Biblioteket 18. Mar 2020 0 kommentarer
EReolen og Filmstriben er rig på fortællinger om de gnidninger, der følger med, når man går igennem liv og krisesituationer sammen.

af bibliotekar Isabel Kaarsgaard Jensen

Romaner fra eReolen.dk

Anna Karenina

Stemningen er langt fra behagelig hjemme hos Anna og Karenin i Tolstojs klassiker, og den bliver mildest talt ikke bedre, da Anna forelsker sig hovedkulds i en ung tiltrækkende greve. Mange ved nok allerede, hvordan det ender, men rejsen derhen er det hele værd i sig selv.
Tip: Karaktererne har flere kaldenavne, så find en oversigt over navnene på nettet, så du ikke bliver unødigt forvirret undervejs. Det er især vigtigt, hvis du vælger lydbogen.

Gift

Tre forliste ægteskaber og godt på vej ind i det fjerde. Det er udgangspunktet for Tove Ditlevsens generøse erindringsroman. Samtidig får læseren også et barsk indblik i hendes stofmisbrug og de konsekvenser, det havde for hende selv og for hendes børn.


Stille dage i Mixing part

Det kniber med ferieidyllen for det norske ægtepar Nina og Bror Telemann i Erlend Loes tragikomiske sommerferieroman. Nina drømmer om alt, hvad der er tysk, imens Bror hovedsagligt drømmer om den velproportionerede kogebogsforfatter Nigella Lawson, som han fantaserer om på de tiltagende lange toiletbesøg under ferien i Garmisch-Partenkirchen.


I love Dick

I Chris Kraus delvis selvbiografiske bog sparker en udenomsægteskabelig forelskelse på overraskende vis liv i et ellers livstræt ægteskab. Romanen, som først udkom i 1997, er de seneste år blevet fremhævet som et feministisk hovedværk og dannede i 2017 forlæg for en serie under samme navn, instrueret af Jill Saloway.

Film fra Filmstriben.dk

Lykken

Agnès Vardas provokerende og visuelt helt sublime 'Le Bonheur' er en foruroligende tur ind i ægteskabet og det helt nære. Her indleder en ellers lykkelig familiefar et forhold til en anden kvinde, og herefter er der intet, der forløber som forventet. Filmens spilletid er beskedne syvoghalvfjerds minutter, men det kan anbefales at afsætte som minimum tyve minutter ekstra til at være chokeret og græde ud på badeværelsesgulvet, når den er slut.

Force Majeure

Ægteparret Tomas og Ebba får sat relationen godt og grundigt på prøve, da Tomas reagerer noget uhensigtsmæssigt under en, viser det sig, ufarlig situation. Ruben Österlunds film er lige dele pinefuld og hysterisk morsom, for hvordan får man ægteskabet på rette kurs igen ovenpå sådan et ansigtstab? Der er rigeligt at tale med sin partner om bagefter, når den nervøse latter er forstummet, og man tørrer den sidste sved af panden.

 

45 år

Krisen indtræffer ugen før Kate og Geoff skal fejre deres 45 års bryllupsdag. Geoff får besked om, at liget af hans ungdomskæreste er fundet i en gletcher, det sted hvor hun forsvandt i begyndelsen af 1960erne. Imens minderne vælter op i ham, begynder Kate at se deres ægteskab i et andet lys. Filmen udfolder sig ganske langsomt og nænsomt, men man skal have nerver af stål for ikke at have hjertet dunkende i halsen fra start til slut, imens man sender blikke til den anden i sofaen. For hvor godt kender man i grunden hinanden?

Scener fra et ægteskab

For de par, der ikke er bange for en helaftensforestilling i parforholdets tegn med dyb krise i ascendanten, så er hele Ingmar Bergmans miniserie ”Scener fra et ægteskab” også til streaming opdelt i to dele. Efter sigende fik serien familierådgivningerne på hårdt arbejde i hele Skandinavien, da den først blev sendt i 1972, eftersom mange par pludselig begyndte at gå deres forhold efter i sømmene. For de modige venter der tre timer dybt i det ægteskabelige maskinrum hos akademikerparret Marianne og Johan.

- Og en elsket podcast

Mange danskere har allerede stiftet bekendtskab med Esther Perel, den feterede belgiske parterapeut, som gennem sin podcast 'Where should we begin' lukker lytterne ind i konsultationslokalet hos anonyme par, der deler det mest sårbare fra parforholdets kringelkroge. I slutningen af 2019 var der igen nye afsnit, og de nysgerrige kan blive opdateret, eller begynde at lytte med, her.

 

Illustration: Statens Museum for Kunst

Tilføj kommentar

Materialer: