Gæk, gæk, gæk: Mit navn det står med prikker…

Deltag i konkurrencen om årets gækkevers og vind lækker chokolade. Du kan finde masser af inspiration til e-bøger og hyggelige aktiviteter i påsken. Måske Bulderby eller den nyeste Antboy?

Af Helsingør Kommunes Biblioteker. 

Når vintergækkerne blomstrer, er det tid til at sende gækkebreve til de nærmeste. Og som regel vanker der en præmie til afsenderen, hvis det ikke lykkes mormor eller morfar at gætte, hvem der står bag klipperiet.

Traditionen med at sende små anonyme påskebreve er unik for Danmark, men hvordan kommer man egentligt i gang med de finurlige breve?

70-årige Christiane Møller, der er biblioteksassistent, har klippet gækkebreve og malet påskeæg hele livet. Traditionen startede i barndomshjemmet, hvor de syv børn selv klippede og lavede legetøj.

”Det giver en skøn indre ro at sidde med saks og pen, som kan være god for alle. Ikke mindst for børn, fordi de udvikler sanser og motorik, samtidigt med at hjernen slapper af. Og så er det bare sjovt at se, hvad det ender med,” siger hun.

Christiane Møller har lavet denne guide til, hvordan du klipper gækkebreve - klik på linket og se det trin for trin.

Send et gækkevers og vind chokolade

Du kan deltage i konkurrencen om årets bedste gækkevers på facebook.com/helsbib senest 2. påskedag. Vinderen får direkte besked og kan glæde sig til en æske med chokolade udformet som værktøj fra værftstiden.

En unik dansk tradition

Gækkebreve er noget specielt for dansk kulturhistorie og er ikke kendt i andre lande. Sådan som traditionen er nu, har den været siden midten af 1800-tallet. Den har sin oprindelse tilbage til 1700-tallet som en sammenblanding af forskellige endnu ældre traditioner. 

At være nogens gæk kunne man blive helt tilbage i 1600-tallet. Man skulle plukke en vintergæk og få den narret ind i en anden persons hånd, mens man sagde: ”Du er min gæk”. Oftest var afsender en ung mand og modtager en ung pige eller omvendt.

""
Christiane Møller med gækkebreve på Espergærde Bibliotek.
23.03.21