Anbefalinger fra danske musikkunstere

28.09.22
Bibliotekerne har i samarbejde med Danmarks Radio fokus på sang, musik og sangskrivning. Kampagnen "Min sang" giver et indblik i, hvor meget musik og sang har betydning for ens følelsesmæssige og personlige udvikling.

På DR har danskerne kunne følge med i, hvordan musikere skriver sange og hvor de henter deres inspiration fra. Vi har spurgt fire af de deltagende kunstnere om, hvilken yndlingsbog de har, fordi litteraturen også kan have den samme store påvirkning, som musikken kan.

Simon Kvamm

Jeg vil anbefale 'Morgenstjernen' af Knausgaard. Jeg synes Knausgaard, som altid, formår at skrive gribende og letforståeligt om emner der egentlig er abstrakte og svære. Selv de umiddelbart usympatiske karakterer forstår man og holder man lidt med.

Stine Bramsen

Jeg vil gerne anbefale at læse 'Koordinater', skrevet af selvsamme forfatter som jeg har samarbejdet med omkring min sang til Danmark. Nemlig Amalie Laulund Trudsøe.

Til alle, der flyttede til en storby, da de flyttede hjemmefra og ligesom jeg havde travlt med at opsøge kærligheden og flirten og derigennem sig selv; denne bog vil få dig til at smile stort (og få en klump i halsen) over alle de øjeblikke, der var med til at danne dit spirende voksne jeg. Med nye kærester, på nye gader, i en ny by.

Ankerstjerne

Lige for tiden læser jeg ‘Første Person Ental‘ af Haruki Murakami. Jeg skriver selv meget konkret og lineært - men jeg elsker at læse Murakami’s jazzprosa. Det handler om sproglig æstetik og om tilstande og scener i specifikke rum - og om musik og mad - og det er fantastisk. Jeg læser en sætning, for sætningens skyld og ikke så meget for, hvor den leder hen. Og det er ret vildt. Jeg elsker også at læse om Japansk kultur og liv. Min favorit er nok ‘Kafka På Stranden’

Malte Ebert

Malte har valgt Paulo Coelho – 'Alkymisten'.

”Det er rigtig fin bog at læse, når man er i tvivl om, hvilken retning i livet, man skal, og den sætter en masse tanker i gang om, hvad der i virkeligheden er vigtigt for en. Jeg har læst den ad flere omgange og hver gang har den givet mig noget forskelligt og jeg har læst den med nye briller. Og den passer godt til mit bidrag ”Kun Med Dig” til ”Min sang til Danmark”, der ligesom bogen også handler om at søge ud for at finde hjem.”

Materialer